De Konservative bakker op om kritikken fra Dansk Byggeri, der mener, at Skatteministeriet har udsendt politisk farvede budskaber omkring boligjobordningen.

Skatteministeriet skal holde sig fra at sælge politiske budskaber og kun levere neutrale, faktuelle oplysninger.

Sådan lyder det fra de Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen (K), der bakker op om kritikken fra Dansk Byggeri af Skatteministeriets kommunikation om den såkaldte boligjobordning, der giver boligejere skattefradrag for forbedringer af boligen.

»Jeg er 100 procent enig. Skatteministeriet har ageret politisk i den her sag, hvor man er kommet med udtalelser helt i strid med sandheden. Ministeriet bør holde sig helt fri af den politiske kommunikation og kun levere fakta,« siger Brian Mikkelsen.

Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef, Torben Liborius, kritiserer ifølge Ugebrevet A4 en række pressemeddelelser fra ministeriet for at være »politisk farvede« og for at fordreje fakta omkring håndværkerfradraget.

Ministeriet har blandt andet skrevet, at ordningen ikke bruges i det omfang, det var ventet, og at brugerne hovedsagligt er danskere med de højeste indkomster.

Det er helt forkert, lyder det fra Dansk Byggeri, som mener, at ordningen har været en succes, der alene i 2013 blev brugt af 554.000 danskere fra alle samfundslag.

Brian Mikkelsen mener, at ministeriets kommunikation bærer præg af, at regeringen ikke ønsker at forlænge ordningen og dermed har en interesse i at »tale ordningen ned«.

»Jeg tror desværre, kommunikationen er styret politisk, fordi man gerne vil lægge ordningen ned. Så prøver man at finde argumenter imod ordningen, som ikke er særlig holdbare. Jeg synes, det er problematisk, at Skatteministeriet involverer sig i sådan en kamp. Det bør man holde sig for god til,« siger Brian Mikkelsen.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) vil over for Ugebrevet A4 ikke forholde sig til kritikken af Skatteministeriets kommunikation, men fastholder i et skriftligt svar, at boligjobordningen ikke benyttes i det ventede omfang.

De Konservative og de øvrige partier i blå blok går ind for at bevare boligjobordningen.