Efter mere end 20 år på Christiansborg har den konservative retsordfører, Tom Behnke (K), besluttet sig for at sige farvel til Folketinget ved det kommende valg.

»Jeg kan mærke, at det nu er tid til at give stafetten videre til nye, friske kræfter«, lyder forklaringen i en pressemeddelelse.

Tom Behnke, der er uddannet politibetjent, har i flere år været en markant retsordfører for de Konservative. Han er næstformand for Folketingets retsudvalg og tegner desuden den konservative profil i forsvars-, integrations-, indfødsrets-, menneskerets- og grundlovsspørgsmål som ordfører for områderne.

Tom Behnke blev oprindelig valgt til Folketinget for Fremskridtspartiet, som han repræsenterede på Christiansborg fra 1990 til 1999. Derefter nåede han kortvarigt at være folketingsmedlem for Frihed 2000, men ved valget i 2001 var Tom Behnkes navn imidlertid at finde ud for liste C, og her har det stået siden.

Tom Behnke har tænkt sig at fortsætte arbejdet i Folketinget frem til valget, men herefter glæder han sig til at få mere tid sammen med sine børn, fortæller han.

»Det har været 20 spændende og begivenhedsrige år med gode kolleger og masser af spændende oplevelser, men nu er tiden kommet til, at jeg skal ud og have frisk luft og ny inspiration. Og ikke mindst tid til, at jeg skal være mere sammen med mine børn, som jeg længe har ønsket at prioritere højere.«

Præcis hvad han skal lave, når tiden som folkevalgt slutter, må tiden vise, siger han.

Sideløbende med politikerkarrieren har Tom Behnke taget vagter som politibetjent. I dag er han tilknyttet Nordsjællands Politikreds, så der er derfor rig mulighed for, at han også fremover kan beskæftige sig med retsområdet på allernærmeste hold.

Det er et område, hvor han har gjort det rigtige godt, lyder det fra Konservativ Ungdom.

»Tom har stået for en politisk retning, som vi i Konservativ Ungdom har været meget positive stemt overfor. Det gør sig specielt gældende på det retspolitiske område, hvor Tom står for en hård men fair retspolitik,« siger landsformand Mikkel Ballegaard, der kalder Behnkes afsked for et stort tabt for de Konservative.

Også fra kollegerne på Christiansborg, lyder der stor ros til det afgående folketingsmedlem.

»Tak til Tom Behnke for en stor indsats som MFer og tak for mange gode diskussioner om de mest udsatte i samfundet,« skriver socialordfører Mai Mercado på Twitter.

Fakta: Tom Behnke

Tom Behnke er 48 år og blev født 20. marts 1966 i Vejlby Risskov, en forstad til Aarhus.

Han blev uddannet politibetjent fra Politiskolen i København i 1991, året efter at han første gang blev valgt ind i Folketinget for Fremskridtspartiet.

Han forlod partiet i 1999 for kortvarigt at tilslutte sig løsgængergruppen Frihed 2000.

I 2001 meldte han sig ind hos de Konservative, hvor han har haft flere fremtrædende poster som blandt andet retsordfører og integrationsordfører.

Han er desuden næstformand for Retsudvalget og har bestridt en række fremtrædende poster internt i partiet, blandt andet som næstformand og gruppeformand samt gruppesekretær.

Kilde: Folketinget.dk