Den konservative politiker Rasmus Jarlov har på sin Facebook-profil konstateret, at karrierekvinder har sværere end karrieremænd ved at finde en værdig partner. Et opslag, der har skabt stor debat blandt kendte og ukendte.

»Karrierekvinder har to udfordringer, som karrieremænd ikke har,« skriver Rasmus Jarlov på Facebook og opstiller følgende to punkter:

»1) Karrierekvinder er i mændenes øjne ikke mere attraktive end ikke-karrierekvinder. Mænd vil bare gerne have en kvinde, som er sød og pæn og tager lige så gerne en lærerinde eller sygeplejerske som en topleder.
2) Karrierekvinder er svære at imponere. Kvinder vil gerne have en mand, som de kan se lidt op til, og det er svært for karrierekvinder at finde,« skriver Rasmus Jarlov, der er de konservatives profil i Københavns Borgerrepræsentation.

Opslaget har skabt stor debat på de sociale medier Facebook og Twitter, hvor mange ser udmeldingen som en provokation. Blandt andet radioværterne Esben Bjerre og Dan Rachlin har været ud med et modsvar.

Her kan du se Esben Bjerres reaktion på Twitter:

Det har fået Rasmus Jarlov til at lave en lille opdatering i sit oprindelige opslag:

»Opdatering: Fornærmede politisk korrekte karrierekvinder som Esben Bjerre, Dan Rachlin m.fl., som raser på Twitter m.fl. kan selv indsætte ord som 'oftest', 'typisk' og 'i gennemsnit' i ovenstående, hvis de har meget svært ved at forstå, at der her tales om en tendens, som er temmelig tydelig i den måde, som kvinder og mænd i gennemsnit gifter sig på,« skriver han.

BT har talt med Rasmus Jarlov om den provokation, som mange har følt. Han understreger, at det blot er en beskrivelse af, hvordan han ser tingene.

»Og så er det selvfølgelig en generalisering. Det er svært at udtale sig om noget, der har med mennesker at gøre, fordi der vil være afvigelser. Men jeg mener, at der er en tendens, og det er den, jeg prøver at beskrive,« forklarer han.