Der er brug for en langt større offensiv, hvis vi skal blive mere konkurrencedygtige, mener de Konservative, efter statsministeren har løftet sløret for nye vækstinitiativer.

Det er en start, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) melder ud, at nye vækstinitiativer skal gøre Danmark parat til opsvinget oven på rækken af reformer. Men der er brug for en langt større offensiv, mener de Konservatives erhvervs- og skatteordfører, Brian Mikkelsen (S).

»Det er positivt, at regeringen vil tale vækst. Men det allervigtigste, når man taler vækst, er, at man får skatter og afgifter ned, hvilket statsministeren ikke lægger op til,« siger Brian Mikkelsen.

Dernæst er det vigtigt at konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver, så private virksomheder får mulighed for at byde ind på dem, mener den konservative ordfører.

»Vi har verdens største offentlige sektor, og undersøgelser - også fra Produktivitetskommissionen - viser, at man kan spare mellem 15 og 20 procent af udgifterne ved at lade private løse opgaverne,« siger han.Til Jyllands-Posten siger Helle Thorning Schmidt, at vækstinitiativerne skal være en opfølgning på Produktivitetskommissionens anbefalinger, der kommer midt i marts.

Derfor vil statsministeren heller ikke komme nærmere ind på, hvad de indeholder, udover at »det handler om, hvordan virksomhederne bliver mere konkurrencedygtige, og hvordan der bliver bedre muligheder for danskerne som forbrugere«.

Dog kan virksomhederne ifølge Jyllands-Postens oplysninger se frem til at undgå besværlige regler, mens regeringen også vil komme med tiltag, som sættes i verden for at øge konkurrencen i detailhandlen og byggeriet.