Barfoed kræver billigt lørsdagsslik sat på finansloven. Ernæringsekspert kalder det en katastrofe 

 De Konservative vil afskaffe afgiften på forskellige typer af lørdagsslik, nødder, kaffe og te for mere end to mia. kr.

- Det giver mere plads i den enkelte families husholdningsbudget, siger den konservative formand, Lars Barfoed efter sit partis sommergruppemøde i Værløse.

Han mener, at forbrugerne i Danmark betaler langt mere for deres dagligvareindkøb og forbrugsgoder, end man gør i nabolandene. Derfor vil han i forbindelse med forhandlingerne om finansloven arbejde på at få afskaffet 28 fødevareafgifter på det, som han kalder ’helt almindelige dagligvarer’.

Det er: Chokolade, kakao, tyggegummi, lakrids, bolsjer, konfekt, kager, peanuts og andre nødder, samt kaffe og te.

Børnelæge med speciale i overvægt, overlæge Jens-Christian Holm kalder det konservative udspil for en katastrofe for folkesundheden på linje med nedsættelsen af sukkerafgiften.

- Vi har 20 pct. overvægtige eller svært overvægtige børn. Når man fjerner afgiften på lørdagsslikket, øger man forbruget og belaster vores samfundsøkonomi. Det er den helt forkerte vej at gå, siger Jens-Christian Holm og opregner en lang række symptomer på overvægt.

- Jeg havde 1.500 børn på min klinik sidste år. 44 pct. af dem havde fedtlever, 28 pct. forhøjet kolesterol i blodet, og 15 pct. havde forstadier til sukkersyge. De varegrupper, som man vil sænke afgiften på, er ikke dagligvarer. Hvis man virkelig vil lette hverdagen for børnefamilierne, så sænker man afgiften på salat og grøntsager, siger Jens-Christian Holm.

Men det argument køber Brian Mikkelsen ikke.

Flere penge til Legoland

- Der er ikke særlige afgifter på grøntsager eller æbler, så dem kan vi ikke sænke. Men det er der på de andre ting, vi nævner. Vi tror ikke på, at folk spiser mere, fordi man fjerner afgiften.

Til gengæld får familierne bedre råd til at gøre nogle andre ting sammen, som for eksempel at tage i Legoland, og det vil vi gerne støtte, siger Brian Mikkelsen.

Han mener grundlæggende, at det er en dårlig idé at føre sundhedspolitik ved at være formyndere. Sundhedspolitik handler for ham mere om at give folk gode motionsvaner. En effekt af de høje afgifter på usunde varer er ikke mindst, at folk tager ned over grænsen og køber dem dér, mener han.