Det er forældrene, ikke institutionerne, der skal bestemme indholdet af børnenes medbragte madpakker, lyder det fra de Konservative.

Hold fingrene væk fra børnenes madpakker.

Sådan lyder det fra de Konservatives leder, Søren Pape (K), efter at eksperter i Jyllands-Posten har sået tvivl om, hvorvidt daginstitutioner kan indføre restriktioner for sukkerholdige madpakker.

»Jeg synes, forældrene har ret til at bestemme, hvad det er for en madpakke, deres børn skal have med,« siger Søren Pape.

Flere og flere daginstitutioner har ifølge Jyllands-Posten indført forbud mod, at børn får mælkesnitter, chokolademadder og kiks med i madpakken. Det sker for at fremme sundheden og for at forebygge misundelse og konflikter mellem børnene over maden.

Men institutionerne skal slet ikke blande sig i, hvad børnene har i de medbragte madpakker, lyder det fra den konservative leder.

»Det her er bare at gå for langt. Det er det her sundhedssamfund, der overgeares, hvor man skal fortælle folk, at det her kan du ikke selv finde ud af, nu skal vi nok fortælle, hvad der må være på en madpakke. Det er fuldstændig langt ude og viser også bare, at vi har for lidt at gå op i i det her land,« siger Søren Pape.

Han mener, at kommunerne, der har ansvaret for institutionerne, bør bruge den sunde fornuft og afskaffe forbudslisterne.

»Jeg vil i første omgang opfordre til, at den sunde fornuft vinder. Men begynder man at køre videre og det faktisk viser sig, at det er på kant med, hvad man kan, så må vi selvfølgelig gribe ind. Men jeg har det sådan, at det er den enkelte institution og den enkelte kommune, man skal klare det i. Jeg synes bare, det er godt eksempel på de i-landsproblemer, vi render rundt med i Danmark, og hvordan man ikke kan styre sig for at skulle styre folks liv,« siger Søren Pape.