DSU trækker kampagneplakat tilbage, der fremstiller Odenses borgmester, Jan Boye, som Hitler. Fornuftigt, mener Socialdemokraternes partisekretær.

En omstridt og kritiseret kampagneplakat, der fremstiller Odenses konservative borgmester, Jan Boye, som Hitler, trækkes nu tilbage.

Socialdemokraternes ungdomsorganisation, DSU, står bag plakaten, men har efter moderpartiets mellemkomst besluttet at droppe den.

- DSU trækker nu den plakat med Hitler tilbage. Og det synes jeg er en fornuftig beslutning, siger Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby.

Han understreger, at beslutningen er DSUs egen.

- Men jeg synes, det er rigtigt at trække den tilbage. Der skal være plads til sjov i politik, men hvis den kan opfattes sådan, som De Konservative gør, så er det rigtigt at trække den, siger han.

Langt over stregen

Den konservative byrådskandidat, Thomas Sejersen, har kritiseret DSU for at gå langt over stregen med plakaten.

- Jeg synes, det er en helt usmagelig måde at føre kampagne på, og DSU sender nogle meget uheldige signaler, siger Thomas Sejersen til ­Fyens Stiftstidende.

På plakaten bliver Jan Boye fremstillet som den tyske nazileder Adolf Hitler. DSU’erne har klippet Jan Boyes ansigt ind i stedet for Hitlers på en filmplakat fra filmen 'Der Untergang', der handler om Hitlers sidste dage i sin bunker i Berlin i 1945.

Den socialdemokratiske byrådskandidat, Tim Andersen, fastholder, at han synes, plakaten er sjov.

- Vi har fjernet plakaten, fordi vi ikke ønskede at støde folk eller gøre nogle kede af det, og at alt denne virak flyttede fokus fra plakatens originale budskab, nemlig at Odenses ellers sunde økonomi er blevet bragt til undergangens rand med Jan Boye som borgmester, siger han.

Fogh og Pia danser

DSU har tradition for at bruge satiriske plakater i deres kampagner. Blandt andet er Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard blevet fremstillet i tæt dans over 'filmtitlen' Katastrofekurs på en plakat, der byger på filmen Titanic. Det var i 2005-valgkampen.