Enhedslistens mangeårige frontfigur fortsætter fremover som partiets udlændinge- og integrationsordfører.

København: Johanne Schmidt-Nielsen stopper i rollen som politisk ordfører for Enhedslisten, oplyser partiet onsdag morgen.

Enhedslisten opererer ikke med formand eller partileder, så rollen som politisk ordfører er den mest markante i rød bloks næststørste parti.

Hun fortsætter i rollen som partiets udlændinge- og integrationsordfører.

32-årige Johanne Schmidt-Nielsen har siddet i Folketinget siden 2007, men på grund af partiets rotationsprincip ryger hun ud efter det næste valg. Derfor kommer dette træk ikke helt uventet.

Enhedslisten vælger ny politisk ordfører på et gruppemøde onsdag og holder pressemøde klokken 11, oplyser partiet.

Det må forventes, at Pernille Skipper overtager rollen som politisk ordfører efter Johanne Schmidt-Nielsen.

Det tronskifte har ligget i kortene længe, selv om partiet ikke officielt har ønsket at tale om det. Både Skipper og Schmidt-Nielsen er med til pressemødet, oplyser partiet.

Johanne Schmidt-Nielsen er en stemmesluger uden lige hos Enhedslisten. Ved folketingsvalget i 2015 fik hun over 40.000 personlige stemmer.

Hun blev på den front kun overgået af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og den daværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Ved 2011-valget fik hun over 47.000 personlige stemmer og blev kun overgået af den daværende og nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

Partikollegerne er allerede ude med rosende ord til den afgående politiske ordfører.

- Efter en enestående indsats som politisk ordfører kan jeg kun sige kæmpe tak, Johanne. Du har gjort en enorm forskel for vores parti, skriver Stine Brix på Twitter, hvor også Per Clausen blander sig:

- Tak til Johanne for en flot indsats som politisk ordfører.

/ritzau/