Det er 1. maj og ikke Johanne Schmidt-Nielsens ambitioner om endnu en omgang i Folketinget, der har fået Enhedslisten til at rykke årsmødet, fastholder hovedpersonen selv.

Enhedslisten udskydelse af partiets årsmøde giver partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) større mulighed for at genopstille til det kommende valg. Men det er ikke baggrunden for, at mødet er rykket cirka en måned.

Baggrunden er, at årsmødet ville falde sammen med arbejdernes internationale kampdag, hvis Enhedslisten holdt fast i det normale tidspunkt for årsmødet - nemlig bededagsferien. Det fastholder Johanne Schmidt-Nielsen.

»Vi synes, at det vil være lidt underligt at sidde for os selv i en stor hal og holde årsmøde på 1. maj. Så det er baggrunden, sådan som jeg forstår hovedbestyrelsens beslutning,« siger den politiske ordfører og understreger, at hun ikke selv er med i hovedbestyrelsen, og at hun derfor ikke har været med til at tage beslutningen.

I stedet skal Enhedslisten holde årsmøde 5. juni 2015, og det øger muligheden for, at Johanne Schmidt-Nielsen kan få en ny valgperiode på Christiansborg. På grund af et internt rotationsprincip skal Johanne Schmidt-Nielsen efter to valgperioder stoppe som folketingskandidat ved Enhedslistens kommende årsmøde. Men hun kan nå at få en valgperiode til på Christiansborg, hvis der bliver udskrevet valg inden mødet. Og sandsynlighed for det er steget kraftig, da det forventes, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver valg inden sommerferien 2015, altså formentlig i april eller maj.

Spørgsmål: Johanne Schmidt-Nielsen, det er da gode nyheder for dig, er det ikke?

»Om jeg kan stille op igen, det kommer jo helt an på, hvornår folketingsvalget falder, og det må vi jo se,« siger hun.

Spørgsmål: Men er sandheden ikke, at årsmødet er blevet rykket på grund af dig?

»Grunden er, som jeg forstår hovedbestyrelsens beslutning, at bededagsferien ligger oveni 1. maj, og det ville være lidt underligt, hvis Enhedslisten holdt årsmøde 1. maj«.