Ubegrundede sexklager og mistænkeliggørelse gør mandlige pædagoger syge. Mistænkeliggørelsen er 'ualmindelig trist', mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Det skrev hun tidligere i dag på sin Facebook-side:

- Synes det er ualmindeligt trist, hvis daginstitutioner forbyder mandlige pædagoger at skifte børnene, at have børn på skødet eller at lave aktiviteter med børnene alene. Både for de mandlige pædagoger og for vores børn. For hvad er det for et syn på mænd, vi opdrager vores børn til at have? I bund og grund er det jo at mistænke alle mandlige pædagoger for at ville begå overgreb. Hvad tænker I? PS. Men hvor er det godt og vigtigt, at debatten nu er startet!

Opdateringen kommer i kølvandet på en diskussion om de mange retningslinjer, der i dag er bliver implementeret i danske daginstitutioner, for at beskytte børnene mod seksuelle overgreb og også for at beskytte personalet mod uberettigede anklager.

I nogle institutioner har sådanne retningslinjer ført til, at mænd for eksempel ikke må skifte ble på børnene eller tage et barn op på skødet for at trøste det.

Hos pædagogernes fagforbund, BUPL, har man også set en stigning i antallet af retningslinjer for, hvordan mandlige pædagoger må være sammen med børnene, eller rettere sagt ikke må være sammen med børnene. Og det går ud over de pædagoger, der konstant føler sig mistænkeliggjort, siger Henning Pedersen, der er formand for BUPL:

- Det har nogle alvorlige menneskelige konsekvenser for den enkelte, at mistanken overhovedet rejses. Det berører den enkelte dybt. Det går ud over selvværdet og ens selvforståelse, for hvordan skal man begå sig i forhold til andre mennesker, hvis man hele tiden føler sig mistænkeliggjort, spørger han.

Syv ud af 10 pædagoger føler, at risikoen for at blive anklaget for pædofili er blevet større de seneste år, og otte ud af 10 mandlige pædagoger har i løbet af det seneste år tænkt på risikoen for at blive anklaget for seksuelle overgreb, viser undersøgelsen fra BUPL og Aarhus Universitet.

ER REGLERNE FOR STRAMME, ELLER ER DET NØDVENDIGT? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER