Svinestreger. Tyveri. Hyklerisk. Pisset på.
Det føj ud med grimme ord om regeringen og den nyligt indgåede skatteaftale, da Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen fredag aften rasede over, at hun og hendes parti var blevet smidt ud af forhandlingerne. Enhedslisten havde ellers næsten indgået en aftale med regeringen, men i 11. time vendte de Konservative og Venstre tilbage til forhandlingerne, hvilket gik ud over Enhedslisten, der dermed blev smidt ud af forhandlingslokalet.
- Jeg mener faktisk, det er at pisse på de mange mennesker, som har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med den ulighedsskabende politik, som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard har ført i de sidste ti år, lød det vredt fra Enhedslistens frontfigur, der i sit vredesudbrud næsten tangerede de herrer Lykketoft og Harder, der begge tidligere har luftet deres hidsige temperament offentligt.
I samme omgang fik Johanne Schmidt-Nielsen desuden også udmeldt, at Enhedslisten ikke længere kan kalde sig støtteparti for regeringen.
Allerede hidsig som teenager
At Johanne Schmidt-Nielsen kan blive så vred, er ikke helt overraskende. Flere gange tidligere har hun vist, at hun sagtens kan blive meget vred i politiske debatter. Og også i teenageårene var Johanne kendt for ikke at holde sig tilbage. I et interview med Ud & Se har hun fortalt, hvordan hun i teenageårene kunne smække med dørene i bofællesskabet i Skalbjerg på Fyn, så der kom revnerne i væggene.
Mens både Mogens Lykketoft og Bertel Haarder har fået stor kritik for tidligere at have fået offentlige raserianfald, så er det ikke nødvendigvis skidt eller afskrækkende, at vælgerne fredag aften kunne se Johanne Schmidt-Nielsen blive godt gal i skralden. Faktisk kan det måske endda fremme hendes popularitet blandt Enhedslistens vælgere, spår valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
- Hun skal tænke sig om, og at der var lidt overreaktion i det, men i situationen reagerer hun på en måde, som rigtig mange vil have en forståelse for, fordi det blev gjort på den måde. Det er jo ikke en tudeprinsesse, vi har med at gøre her, siger Johannes Andersen.
Kan score stemmer på raseri-udbrud
Han mener, at Johanne Schmidt-Nielsen rammer lige ned i, hvad Enhedslistens vælgere vil have, og at raserianfaldet derfor kan give Enhedslisten endnu flere stemmer.
Dog er der også en bagside af medaljen.
- Johanne Schmidt Nielsen føler sig ikke bare røvrendt, men også fanget. Når hun bliver næsten overdrevet sur, så er det, fordi hun ved, at hun er fanget i en fælde. Hvis Enhedslisten slår meget mere ud med armene, så vælter de regeringen, og så får de en borgerlig regering, som tingene står nu, og så står hun værre end hun gør i dag, siger han.
Selv har Johanne Schmidt-Nielsen kommenteret sit raseri-udbrud på Facebook på følgende måde:
- Taler til Sankt Hans i Enghave Parken på Vesterbro i aften. Og bliver nok nødt til at skrive en ny tale. Efter regeringens aftale kan jeg simpelthen ikke få mig selv til, at holde en venlig tale om Midsommervisen. Ps. Flyver ingen steder, skriver politikeren.
