Kaldt hykler, knækket og skvat

Du bliver kaldt ’hykler’, ’knækket’, ’skvat’ og ’Danmarks svar på Jeanne d’Arc’ efter jeres finanslovsaftale med regeringen. Hvorfor risikere jeres gode navn og rygte for den finanslov?

Jeg synes, det ville være kynisk, hvis vi af hensyn til vores egen ære havde sagt nej. Vi kom ikke så langt, som vi havde håbet og forventet, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej til de seks måneder.

Hvorfor stillede I så ikke op til interview sammen med regeringen?

Det er såmænd ikke så dramatisk. Jeg har godt læst kommentatorerne sige, at det står på side ét i politikerhåndbogen, at når man laver politiske aftaler, så skal man gå ud og rose aftalen og sig selv og smile og klappe sig selv og hinanden på ryggen - uanset aftalens indhold. Det synes jeg ville være utroværdigt, fordi det er åbenlyst, at den her finanslov giver en midlertidig løsning på et permanent problem.

Selvom I ikke vil klappe ad finansloven, står I så på mål for den?

Vi vil stemme for finansloven, det er klart. Jeg er glad for flere elementer i aftalen, men det ændrer ikke på, at finansloven er udtryk for en videreførelse af den velfærdspolitik, som den borgerlige regering førte. Og den er jeg ikke enig i.

Føler I jer dårligt behandlet af regeringen? Er I blevet kørt over af en damptromle?

Alt det med følelser synes jeg ikke er relevant. Det handler om, hvilket politisk indhold man kan få ud af en aftale. Men det er kommet bag på mig, at det alligevel har været så meget op ad bakke. Jeg har kæmpet for denne regering gennem 10 år, og det er klart, at jeg ville ønske, at deres politik lå tættere på det, de gik til valg på.

Er det rigtigt, at I var så krævende og usmidige ved forhandlingsbordet, at Margrethe Vestager reagerede nærmest ’hysterisk’?

Hæ, hæ, hæ, nu er der en regel om ikke at referere fra forhandlingsborde. Men jeg synes, at vi har udvist meget stor fleksibilitet. Men jeg kunne have ønsket mig, at fleksibiliteten var gået begge veje.

Er forliget udtryk for, at I har ændret strategi og nu lader ’indflydelse’ gå forud for ’principfasthed’?

Jeg ved godt, at der er en myte om, at Enhedslisten kun vil være med, hvis alting bliver præcis, som vi vil have det. Det er sådan set ikke tilfældet. Vi indgår hele tiden aftaler, der trækker i den rigtige retning.

Hvad kunne I selv have gjort anderledes i forløbet?

Vi vurderede, at Venstre ikke ville være interesserede i at indgå finanslov med regeringen. Da tog vi fejl. Derudover er det kommet bag på os, hvor modvillig regeringen er til at hjælpe de arbejdsløse, der ikke kan finde et arbejde. Så dér tog vi også fejl. Men det er svært at gardere sig mod at tage fejl.

Var den fejlvurdering medvirkende til, at du spillede så højt spil?

Det er klart, at Enhedslistens forhandlingsmuligheder havde været anderledes, hvis vi havde været eneste reelle forhandlingspartner.

Du har brugt en vending som ’regeringen pisser på vælgerne’?

Ja, jeg var hidsig, og jeg var vred, og jeg var skuffet. Det kan godt være, at der er spindoktorer, der mener, at man ikke må vise, hvad man føler som politiker. Men sådan er jeg ikke.

Men tænker du over, at du med din retorik kan komme til at sætte dig selv i bås som obsternasig teenager i din politikerrolle?

- Du vil altid kunne finde folk, der mener, at politikere skal være polerede typer i jakkesæt, der kan sige ’på den ene side’ og ’på den anden side’. Som altid roser deres egne aftaler og aldrig viser, hvad de føler. Men sådan en type er jeg ikke.

Meningsmålingerne er for første gang gået ned, flere medlemmer raser, og 9 ud af 25 hovedbestyrelsesmedlemmer stemte imod aftalen. Frygter du, at I ender med samme medlemsflugt som SF?

Jeg tror, at det for alle i Enhedslistens hovedbestyrelse har været et dilemma, hvad vi skulle stille op.

Men frygter du, at det udvikler sig, så I ender som i SF?

Enhedslisten er et parti, hvor der bliver diskuteret politik. Det er ikke sådan, at når formanden går på talerstolen, så kaster vi med konfetti, og alle klapper i takt. Sådan et parti håber jeg aldrig, vi bliver.

Skulle jeg forstå det som et nej?

...ja... nej... næh, ja, det er bare for at sige, at jeg synes, der skal være plads til debat.

Hvad vil du gøre for at få ro i partiet igen?

Det er klart, at vi skal diskutere grundigt, hvad vi skal gøre, når det fortsat bliver ført højreorienteret politik på trods af en ny regering.

Er du fortsat politisk ordfører for Enhedslisten efter næste landsmøde?

Det tror jeg da. Men det er noget, folketingsgruppen finder ud af efter landsmødet. Jeg har ingen planer om at ændre på det