Joachim B. vil ikke flytte i campingvogn

Joachim B. Olsen forstår kunstarten at provokere.

Denne gang er familien Søegaard Stæhr i Haderslev blevet så provokerede, at de har inviteret ham til at flytte ind hos dem en uge.

Så han på egen krop kan prøve at leve for et rådighedsbeløb på 3000 kr om måneden. Et beløb, Joachim B. Olsen (LA) i den forgangne uge kaldte en ’luksusydelse’.

Men politikeren har ikke svaret familien på invitationen.

- Jeg får mange invitationer til at komme og bo hos folk. Og jeg vil gerne i dialog. Men altså, jeg har min egen familie med to børn, som jeg også gerne skulle være sammen med.

- Det er selvfølgelig dejligt, at folk vil åbne deres hjem op og det er ikke, fordi jeg ikke har sympati. Men det er altså svært at diskutere på den måde. Vi har en arbejdsdeling i det her land, hvor vi politikere må træffe en række valg, siger Joachim B. Olsen.

Provokationen faldt i forbindelse med debat om reform af dagpengesystemet i Folketinget i denne uge. Folk under 40 år kan ikke længere få førtidspension, men skal i stedet gennem et forløb, hvor deres muligheder for at kunne forsørge sig selv skal kortlægges.

Mens de udredes vil de, i modsætning til kontanthjælp generelt, bevare deres ydelse uden ægtefælle-modregning. Og derfor kalder Joachim B. Olsen (LA) det for en ’luksusydelse’.

- Man må indrette sig efter de vilkår, der er. Jeg har også i mit liv prøvet ikke at have meget at leve for. Jeg havde et år, hvor jeg var skadet og ikke tjente penge. Vi boede i en lille lejlighed og havde det fantastisk, siger Joachim B. Olsen.

Men ud fra et ligestillingsperspektiv er det vel ikke så mærkeligt, hvis man kan føle sig umyndiggjort af at skulle forsørges af kæresten?

- Jeg forstår godt den psykologiske mekanisme i det. Men princippet er det samme uanset, hvem der betaler.

- Vi vil hellere lade os forsørge af alle andre end de nærmeste. Det er nemmere, at folk er anonyme end man skal forholde sig til at det er naboerne, der betaler for en.

- Men samlet set betaler naboer i dette land rigtig mange milliarder for at forsørge velfærden. Der er nogen, der står tidligt op og går på arbejde hver morgen og betaler rigtig meget i skat. Pengene bliver ikke bare blevet trykt henne i Nationalbanken, vi betaler selv.

Joachim B. Olsen mener, at vi helt overordnet er nødt til at forholde os til, at det går ud over vores velstandsudvikling, hvis vi ikke får færre mennesker på overførselsindkomst. Offentlige ydelser skal gives efter behov og ikke som en forsikringsgaranti, mener han.

- Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der er syge og har brug for et sikkerhedsnet. Men vi skal have skabt balance, så folk ikke bliver hængende i sikkerhedsnettet, men kommer ud på arbejdsmarkedet.

- Det er en udfordring, og folk skal behandles ordentligt, siger Joachim B. Olsen, der medgiver, at fem års sagsbehandling som i Sisse Stæhrs tilfælde lyder som lang tid.

Læs også: