Nogle gange kan man bare få nok. Sådan havde Liberal Alliances Joachim B. Olsen det, da han modtog en provokerende besked i sin private indbakke på Facebook. Han valgte derfor at give vedkommende et noget utraditionelt svar.

I beskeden spørger personen, om Joachim B. Olsen »er millionær«, og om han »nogensinde har haft et arbejde og bidraget til samfundet udover og være en kendis og har tjent en masse mio«.

Kommentaren er ifølge Joachim B. Olsen stille og rolig i forhold til så mange andre beskeder, han modtager. Men denne gang orkede han ikke at tage henvendelsen alvorligt.

»Jeg får mange beskeder. Mange meget negative beskeder. Jeg besvarer mange af dem ordentligt. Men nogle gange orker jeg ikke at skulle besvare alle henvendelser seriøst,« siger Joachim B. Olsen.

Derfor vælger han i dette tilfælde at bruge humor i stedet for alvor til at besvare beskeden.

»Jeg bruger mine mange, mange millioner på store biler, euforiserende stoffer og damer. Det giver en masse beskæftigelse i de brancher,« svarer han vedkommende på Facebook.


Beskederne ligger i Joachim B. Olsens private indbakke på Facebook, men for at vise sine følgere, hvad det er for nogle kommentarer, man får som politiker, har den folkevalgte politiker valgt at offentliggøre korrespondancen på sin offentlige Facebook-profil.



I skrivende stund har vedkommende ikke reageret på Joachims svar.

Voldsomme henvendelser
Beskeden, som Joachim B. Olsen offentliggør her, er dog harmløs i forhold til andre kommentarer, der tikker ind i indbakken. Der findes andre, der er direkte makabre.

»Jeg fik i går en, hvor vedkommende udtrykte ønske om at møde mig en mørk nat. Han udtrykte ønske om, at der skulle være dødsstraf i Danmark, så han selv kunne snitte halsen over på mig,« siger Joachim B. Olsen.

Han forklarer, at omkring 2/3 af de beskeder, han får, er direkte ondskabsfulde, mens resten er positive.

»Folk kan sende de mest vanvittige beskeder. Jeg tænker, at de sender disse beskeder privat, fordi de ikke vil have dem frem offentligt i et kommentarspor. Det skal folk ikke slippe væk fra, så derfor lægger jeg nogle gange opslag op, som jeg har gjort her på min profil,« fortæller LA-politikeren.