SFs folketingsgruppe og partiets landsledelse blev orienteret her til aften på et hastigt indkaldt telefonmøde, hvor alle var overraskede og chokerede, erfarer BT.

Jesper Petersen støttede i efterårets formandsvalgkamp Astrid Krag, der dog måtte se sig slået af Annette Vilhelmsen. Han har i den senere tid måttet sande, at han ikke kunne komme igennem med det, han gerne ville i SF. Han støttede stadig Thor Møger Petersens synspunkter og fremhævede gerne citater fra den tidligere skatteminister.

Jesper Petersen kontaktede her til aften Henrik Sass Larsen og anmodede om en plads i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

- Jeg vil hellere sidde på bagerste række hos Socialdemokraterne end at have en toppost i SF, siger Jesper Petersen til TV2.

Annette Vilhelmsen siger i en pressemeddelelse, at hun tager Jesper Petersens beslutning til efterretning, men at hun havde håbet på et samlet parti.

- Som ny formand har det hele tiden været mit ønske, at vi kunne gå videre sammen i SF. Jesper Petersen har nu besluttet sig til at blive socialdemokrat, og det er hans beslutning, siger Annette Vilhelmsen. Ny politisk ordfører i SF bliver Jonas Dahl.