Margrethe Vestager giver ikke ved dørene. Og slet ikke til SF. Hendes far, Hans, kalder hende for et magtmenneske
Margrethe Vestager deler vandene.
Hendes urokkelighed i dagpengesagen har skaffet hende tilnavnet Jernladyen på halsen, og i dag ser mange klare lighedstegn mellem den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher og den radikale leder.
Ikke i deres politik - den var så forskellig som nat og dag - men i deres måde at reagere på, når det spidser til og når de politiske vinde skifter fra godtvejr til storm.
De kridter skoene og står fast.
Når Margrethe Vestager i dag går på talerstolen til de Radikales landsmøde i Nyborg, bliver hun hyldet.
Først på denne dag et helt år efter valget har de radikale græsrødder lejlighed til at fejre sejren med hende.
I den almindelige glædesrus vil man ikke finde mange, der mener, at partiet skylder det klemte og kriseramte SF noget.
Heller ikke selv om det set med andre briller havde været hjælpsomt for sammenholdet i regeringen, om Margrethe Vestager ville møde Villy Søvndals tropper på halvvejen.
Spørger man Margrethe Vestager rent ud, om ikke hun skylder SF noget, svarer hun:
- Det ved jeg ikke...
Og når man spørger hende, om hun kan sætte sig ind i, hvor svært det er for mennesker at miste deres dagpenge, svarer hun med en ny sproglig variant af udtrykket ‘sådan er det jo’:
- Ja, men der er også mennesker, der mister dagpengene i dag. Det er en af vores afgørende pointer, at det er lige så alvorligt at miste dagpengene efter fire år, som hvis man mister dem efter toethalvtår. Det er en af grundene til, at vi kæmper for arbejdspladser og uddannelse, svarer hun.
Margrethe Vestager ser ikke sig selv som jernlady.
- Når man som radikal skal finde løsninger, så bliver man nødt til at vide, hvad man selv vil først, så man kan lave et godt kompromis, siger hun.
Hendes egen morfar var med til at stifte Det Radikale Venstre, og hendes barndomshjem var fyldt med bøger, aviser og gode diskussioner, fortæller hendes far, Hans Vestager, der også sidder i Folketinget for partiet i denne periode.
- Margrethe er opdraget til, at man skal kunne klare sig selv. At man skal tro på sig selv, men ikke tro, at man kan alting. Det kræver forstand at tage vare på andre, siger Hans Vestager.
Han og hans kone er begge præster, og børnene lærte lige fra de var små, at når telefonen ringer, så er det, det vigtigste og alt andet må vente.
Samtidig var der tavshedspligt, og der kom så mange mennesker i præstegården, at børnene vidste, at uanset hvem der kom, så skulle de holde kæft.
Hans Vestager synes, det er fint at gå efter magten, men samtidig skal man sikre de brede løsninger. Man skal ikke bare bestemme over andre.
- I vores familie er vi magtmennesker. Vi går efter at få vores vilje, siger Hans Vestager med et smil på læben.
Hvordan gør I det?
- Ja, det er en hemmelighed, vi ikke giver fra os. Men det handler om at lægge tingene tilrette, så man får sin vilje, siger Hans Vestager.
Margrethe Vestager har om nogen forstået at få lagt tingene tilrette for de radikale, påstår kilder i både regeringspartierne og i oppositionen.
De fleste vurderer, at Margrethe Vestager fik sat det største fingeraftryk på det fælles regeringsgrundlag. Og det er det grundlag, der nu er manualen for samarbejdet i regeringen.
Finansminister Bjarne Corydon er ikke meget for at sætte etiketter på folk, men siger, at han oplever Margrethe Vestager som både skarp og kompetent.
- Jeg synes Margrethe er en knalddygtig politiker med nogle klare holdninger og en vilje til at nå nogle resultater. Det er nogle gode egenskaber at have, når man sidder med et centralt ansvar for regeringens økonomiske politik. Man samarbejder om tingene og finder frem til fælles løsninger, siger Bjarne Corydon.
Kristian Thulesen Dahl (DF) synes til gengæld, at billedet som ’jernlady’ passer meget godt på hende.
- Når debatten spidser til kommer jernladyen op i hende og trangen til at fortælle, at hun ved lidt bedre end os andre, siger Thulesen Dahl.
Han har siddet på den anden side af bordet, når han har forhandlet med regeringen og han er ikke i tvivl om, hvem der bestemmer.
- Det er Margrethe Vestager. Det kan godt være, at de andre får lov at føre ordet, men de har også vidst præcist hvor lang snor hun havde givet dem, siger Thulesen Dahl.
Han peger på, at hun er den i regeringens top, der har erfaringen. Hun er tidligere minister, hun har rutinen og hun kender Christiansborg.
Men han vurderer, at selvom hun ikke decideret har snydt regeringspartnerne, har hun taget så meget for sig af ’retterne’ , at de andre sidder frustrerede tilbage.
- Hun er på mange måder skarp. Man skal have respekt for hendes evne til at sætte sig ind i tingene. Men hun skal passe på, at det ikke udvikler sig til at hun bliver arrogant, belærende og bedrevidende overfor andre, siger Thulesen Dahl.
En anden oppositionspolitiker, der har ry for at være en ’hård hund’, er Venstres Claus Hjort-Frederiksen. Han kalder hende en benhård forhandler, der går efter sin egen sag.
- Det kan være meget svært at forhandle med personer, der har set sandheden. Det kræver, at den person skal fravige sandhedens sti og bøje sig hen mod noget andet. Der er hun ikke meget fremkommelig, siger Claus Hjort Frederiksen.