Det er fornuftigt, at rød blok vil fjerne VKOs skærpede grænsekontrol. Det mener Venstres egen Jens Rohde.

S og SF gør alvor af truslerne og vil tilbagerulle VKOs

- Vi fjerner grænsebommene. Planen om at opstille fysiske anlæg ved grænsen bliver annulleret, siger SF's gruppeformand, Ole Sohn, til B.T.

Og dén udmelding får nu ros fra Venstres egne rækker.

Partiets europaparlamentariker, Jens Rohde, er nemlig glad for, at den skærpede grænsekontrol nu står til at blive fjernet.

- Det er bestemt fornuftigt. Der er vist ingen, der har været i tvivl om, at jeg har været kritisk over for, at Danmark var på kanten af ikke at overholde vores Schengen-forpligtelser, siger han til Berlingske.

- At Socialdemokraterne så er løbet fra deres EU-valgløfte om netop at øge grænsekontrollen er en anden sag, men man skal ikke kritisere folk for at være blevet klogere, lyder det fra Rohde.

Messerschmidt: Dette er bare begyndelsen

Hos Dansk Folkeparti er holdningen en noget anden. EU-parlamentariker Morten Messerschmidt frygter, at udmeldingen fra rød blok bare er den første af mange, indrømmelser over for EU.

- Det er bevis på, at de røde vil gøre alt, hvad de kan, for at synge EU efter munden. Jeg frygter, at dette bare er begyndelsen på en lang række ændringer i forhold til EU, som Danmark er dårligt tjent med, siger han.

Alligevel kommer det ikke bag på ham, at rød blok tilsyneladende vil gøre alvor af, at annullere grænseaftalen. Det er demokratiets spilleregler, påpeger han.

Partierne, der ønsker at fjerne den skærpede grænsekontrol tæller Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance.