Den konservative gruppeformand kan få posten som borgmester i Viborg Kommune med et komfortabelt flertal i ryggen.

Kampen om borgmesterposten i Viborg har taget en overraskende vending, efter at partierne mødtes til de første sonderinger i går. Hvis ellers den konservative gruppeformand Torsten Nielsen mener det alvorligt med, at han er kandidat, kan han indtage borgmesterstolen, når partifællen Søren Pape går den 3. september. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Den for mange overraskende udvikling er blevet mulig i og med, at byrådets største gruppe, Venstre med 12 mandater, nu peger på ejendomsmægleren fra Sparkær som kommunens ny førstemand. Dermed har Venstres hidtidige kandidat, gruppeformanden Jens Rohde, spillet sig selv af banen som borgmester.

Bag Torsten Nielsen som borgmester står som minimum et solidt borgerligt flertal på 20 mandater - 12 fra Venstre, seks konservative og to fra Dansk Folkeparti.

»Når vi vælger at pege på Torsten Nielsen, er det fordi, vi er sikre på, at han er manden, der kan formidle et bredt samarbejde i byrådet. Og hvis de konservative beholder posten, undgår vi at skulle gennemføre en stribe omrokeringer på formands- og udvalgsposter,« siger Jens Rohde til Viborg Stifts Folkeblad.

Han tilføjer, at han er overbevist om at Torsten Nielsen kan løfte opgaven som borgmester.

Hvis socialdemokraten Per Møller Jensen skal have bogmesterkæden, vil det ifølge Viborg Stifts Folkeblad med Venstres udmelding kræve, at de konservative takker nej til borgmesterposten og peger på Per Møller Jensen (S) i stedet.