Trods sin base i Bruxelles har europaparlamentarikeren Jens Rohde (V) ikke været bange for at blande sig i udlændingedebatten herhjemme.

De seneste år har han samtidig markeret sig som en stærk modstander af den hårdere kurs, som hans eget parti - med Inger Støjberg (V) i spidsen - har været garant for.

Senest har integrationsministeren proklameret, at hun vil sætte skræmmeannoncer i udenlandske aviser, der skal advare flygtninge og smuglere mod at rejse til Danmark. Men den taktik forstår Jens Rohde ikke. Han opfordrer i stedet Inger Støjberg til at rejse til områder som Grækenland, Italien og Syrien for ved selvsyn at møde de mange flygtninge, hun med lovgivning forsøger at holde for døren.

»Det kunne være ønskeligt, at en minister tog til Grækenland, tog til Italien, Libyen og Syrien og så på forholdene, før hun begyndte at sætte initiativer i gang. Det kunne jo være, at der kunne komme nogle erfaringer ud af det, som kunne udmønte sig i nogle forslag, som rent faktisk kan være en løsning på nogle af udfordringerne,« siger han til tv2.dk.

Som lovet i valgkampen indledte Venstre regeringsæraen med et straksindgreb på asylområdet, der har gjort det mindre attraktivt for flygtninge at søge mod Danmark. Og det budskab skal nu spredes til udenlandske aviser, fastslår Støjberg, efter et omstridt dokument fra EUs grænseagentur, Frontex, har vist, at menneskesmuglerne vejleder flygtninge om de opholdsvilkår, der er i de forskellige europæiske lande.

Ifølge Jens Rohde er dog en omsonst øvelse, når lande på egen hånd forsøger at dæmme for flygtningestrømmen. Der er behov for en fælles europæisk løsning, siger han til tv2.dk og advarer om, at resultatet kan blive, at der i stedet vil komme endnu flere illegale flygtninge.

»I stedet for, at vi har flygtninge, som vi kan håndtere, ved hvor er og kan sætte nogle ting i gang for, så ender vi med illegale indvandrere. Og de er en menneskelig og en økonomisk og sundhedsmæssig betonklods om benet på det danske samfund,« siger Jens Rohde.