Der er alligevel ikke enstemmig opbakning til Lars Løkke Rasmussen i Venstres forretningsudvalg. To Løkke-kritikere hævder, at flere Venstre-folk er kommet i tvivl om, hvorvidt formanden skal fortsætte.

Selv om et klart flertal i Venstre stadig bakker op om Lars Løkke Rasmussen (V) som formand, mener et stadigt voksende mindretal, at det er bedst for partiet, hvis Løkke går af.

Fredag er gruppen af Løkke-modstandere nået helt ind i Venstres magtfulde forretningsudvalg. Her opfordrer Knud Vincents, formand i Slagelse, og Elo Jensen, formand i både Ringsted og Region Sjælland, Løkke til at gå af.

Læs også: Avis: Mystik om Løkkes taber-tale - var det aftalen han skulle gå af

- Det er ingen kritik af Lars Løkke. Han er en fremragende politiker og en god formand for Venstre. Men Venstre står nu i netop den situation, vi frygtede. Ved nederlaget ved parlamentsvalget søndag fik Venstre en begmand ud over alle grænser, siger han.

Han vil ikke spå om, hvor stor en del af medlemmerne i forretningsudvalget, som ønsker, at Løkke går af.

- Der er uden tvivl et flertal i forretningsudvalget, som støtter Løkke. Men der kunne godt være andre end os, som efter i søndags er kommet i tvivl, siger han.

Er det noget, du ved, eller noget du tror?

- Jeg siger, at der er nogen, der er kommet i tvivl. Jeg vil ikke komme det nærmere, men det er der altså.

Her er listen: Disse V-folk bakker ikke op om Løkke som formand

Det var håbet om et godt europaparlamentsvalget, der var årsagen til, at Elo Jensen og Knud Vincents valgte at lade som om, at de støttede Lars Løkke Rasmussen ved mødet i forretningsudvalget 20. maj.

- Vi skønnede, at fem dage før valget var ikke det rigtige tidspunkt at bede om formandens afgang, så derfor bakkede vi op om udtalelsen fra forretningsudvalget, siger Elo Jensen.

Efter mødet på Hotel Crowne Plaza i København lagde Venstre-toppen da også vægt på, at Lars Løkke Rasmussen havde fået enstemmig opbakning fra udvalgets medlemmer. Men det var altså ikke alle, der stod inde for opbakningen.

Forud for mødet havde Elo Jensen og Claus Vincents drøftet deres holdning indgående, men det var først under selve mødet, at de besluttede ikke at bede om Løkkes afgang.

- Vi kunne fornemme, at der var et klart flertal i forretningsudvalget for at støtte Løkke, og så valgte vi ikke at markere, at han burde gå. Men det mente vi altså allerede på det tidspunkt, og det er sådan set kun blevet stærkere siden valget i søndags,« siger Elo Jensen.

Knud Vincents, formand i Slagelse, næstformand i Region Sjælland og medlem af forretningsudvalget, understreger, at han kun ønsker det bedste for partiet.

- Jeg har meddelt Løkke, at han ikke har min opbakning længere, siger han til Berlingske Nyhedsbureau:

- Jeg kan høre i hele vores medlemssystem og organisationssystem, at der er mange meninger om dette her (Løkkes fremtid som formand, red.). Vi er valgt til at viderebringe de synspunkter, der er i vores område, og vi er rimelig sikre på, at vi har en stor opbakning, siger Knud Vincents.

De to sjællandske Venstre-folk vælger at stå frem med deres holdning netop nu, fordi de vil have, at partifællerne i hovedbestyrelsen skal vide, at opbakningen til Løkke i forretningsudvalget ikke er enstemmig, som det blev præsenteret efter mødet.

- Medlemmerne skal vide, at der findes flere holdninger i partiet. Det har vi for flere dage siden givet udtryk for over for Lars selv, som vi har haft en lang snak med, siger Elo Jensen.