I forbindelse med en møde med de europæiske socialdemokrater slår Helle Thorning-Schmidt atter fast, at hun ikke er kandidat til en toppost i EU.

EU: Hun har igen og igen afvist, at hun er kandidat til en europæisk toppost, og det fastholder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lørdag i forbindelse med et møde hos de europæiske socialdemokrater i Paris.

»Jeg er statsminister i Danmark, og det vil jeg gerne fortsætte med at være,« siger Thorning i et interview med TV 2 News.

»Alle kender min holdning i det her spørgsmål. Jeg er ikke kandidat. Jeg er statsminister i Danmark. Det har jeg sagt rigtig lang tid. Og alle dem, jeg har talt med, kender min holdning til den her sag,« siger hun.

EUs stats- og regeringschefer mødes i denne weekend i Bruxelles. Det er forventningen, at der bliver fundet en ny EU-præsident og en ny udenrigschef, efter Luxembourgs Jean-Claude Juncker i juli blev udnævnt til afløser for José Manuel Barroso som formand for EU-Kommissionen.

Ifølge Thorning vil de europæiske socialdemokrater have bred enighed om, hvem der skal besætte de to ledige stillinger.

»Alle er enige om, at vi skal forsøge at træffe den her beslutning med konsensus, og det vil sige, vi skal have nogle drøftelser med hinanden, når vi mødes i Bruxelles, som skal bære hen mod, at vi træffer en beslutning om den bedste person til det job,« siger den danske statsminister.

Hun understreger, at de europæiske socialdemokrater har diskuteret kandidater, men Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at oplyse, hvem der har været nævnt.