I juli skriver Jarl Cordua, politisk kommentator og vært på Radio24syv, skarpe debatindlæg på bt.dk. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Kan regeringen håbe på en positiv statsministereffekt? Nye målinger ventes i spænding.

Lars Løkke Rasmussen har siden valget - snart sagt i hver anden sætning – betonet, at man er en mindretalsregering og optrådt med en ydmyghed, som mange vælgere ellers ikke synes, at de forbinder med ham efter i et par år at have fået præsenteret en uendelig række pinlige bilagssager og efterfølgende livstrætte tv-interview. Stilen blev åbenbart lagt om allerede under valgkampen og især efter vælgernes næsestyver til Løkke og hans parti.

Han har således undervejs i regeringsforhandlingerne tålmodigt fået udstillet for alle, at alle de øvrige partier i blå blok enten ikke ønsker eller magter at påtage sig et regeringsansvar. Det bliver spændende at se, om erfaringen med Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der siger pas til magten, gør indtryk på de blå vælgerne, som ved valget vendte Venstre ryggen og i stedet i stort tal stemte på Tulle fra Thyregod. Hans mange kvaliteter til trods, så bunder DF-fremgangen til dels i, at mange tidligere V-vælgere har det svært med Løkkes troværdighed.

For Venstre bliver meningsmålingerne i august uhyre interessante. Vil der nu vise sig en ’positiv’ statsministereffekt efter et valg med en klar ’Løkke-defekt’?

V-regeringen har overrasket positivt med en hurtig aftale om kommunernes økonomi og et overrumplende bolig-job-forlig med bl.a. Alternativet og SF. Man har fået valgt Pia Kjærsgaard til ny formand for Folketinget trods en del palaver med Liberal Alliance.

I Venstre er der sket en magtdeling, der tilsyneladende tilfredsstiller alle interesser: Kristian Jensen, Jylland – nord og syd for Kongeåen, Søren Gade, de halvgamle og de unge, kvinder osv. Prisen er dog, at man raden rundt accepterer, at chefen har det sidste ord, og alle derfor nu retter ind i den ganske svært manøvrebare situation, hvor man er en regering med kun 34 mandater bag sig.

For de Venstrefolk, der er blevet valgt, er det en behagelig tilbagevenden til det, der for alle andre end DF giver mest mening med politik, nemlig at få direkte magt. Det kan man for eksempel se med nedlæggelsen af Irak- og Afghanistan-kommissionen, der nu er aflivet i bogstaveligste forstand med justitsminister Søren Pinds pennestrøg, til stor fortrydelse for rød blok og mange journalister. Det var aldrig en folkesag at oprette kommissionen, og det er det heller ikke at nedlægge den. Støjen, der følger med, viser dog vælgerne at det ikke er helt ligegyldigt, hvad det er for en regering, der sidder. Og det er måske heller ikke så galt for en regering, der gerne vil vise en forskel.

Thorning-regeringen fik tæsk for mange fodfejl og de mange uprøvede ministre og studenter, der sad med på regeringsbænkene. Denne regerings ministre er omvendt garvede folk, som kun i få tilfælde har dummet sig. Det skulle da lige være integrationsminister Inger Støjberg, der stillede op i Deadline på DR2 hos Martin Krasnik med et synspunkt om, at asylansøgere vælger Danmark som destination på grund af de høje ydelser, selv om sagkundskaben er kommet til den stik modsatte konklusion.

Jysk kækhed kan ikke kompensere for god forberedelse.

Af Jarl Cordua