Søndag aften var Socialdemokraternes formand gæst i DR 2-programmet 'Vi ses hos Clement'. Interviewet udviklede sig hurtigt til en stor omgang mundhuggeri mellem journalist og politiker.

Selve interviewet med Mette Frederiksen handlede om socialdemokraternes flygtninge- og asylpolitik. Værten var tydeligvist ikke tilfreds med svarene fra Socialdemokraternes formand – ej virkede Mette Frederiksen selv specielt glad ved Clement Kjersgaards spørgeteknik. Flere gange mente hun, at værten forsimplede emnerne - og han afbrød hende adskillige gange for at afkræve svar.

Omkring ti minutter inde i interviewet resulterede det i en diskussion på niveau med, hvad man kan opleve på en legeplads. Det startede med, at Mette Frederiksen bliver spurgt om den danske asyl- og flygtningepolitik er sympatisk. Til det giver hun et svar, som Clement tydeligt ikke er tilfreds med, og han siger, de skal videre i interviewet, men det synes Mette Frederiksen ikke er en god idé.

Mette Frederiksen: »Nej nu skal jeg have lov (til at svare, red.)«

Clement Kjersgaard: »Nej du skal ikke«

Mette Frederiksen: »Jo det skal jeg faktisk«

Clement Kjersgaard: »Nej det skal du ikke«

Mette Frederiksen: »Jo det skal jeg«

Clement Kjersgaard: »Nej det skal du ikke«

Mette Frederiksen: »Jo det skal jeg«

Clement Kjersgaard: »Hvad er det du svarer på nu?«

Mette Frederiksen: »Jeg går ud fra når du inviterer mig i studiet, så er det ikke på en konkurrence om, hvem der skal knække hvem, men en interesse om at finde ud af, hvad der foregår?« spørger hun.

Det akavede interview ender dog med smil på læberne fra begge parter.

Delte meninger på de sociale medier
På de sociale medier bliver Mette Frederiksen blandt andet støttet af sine partisoldater, der ikke er store fans af interviewet. Der må siges at være delte meninger om interviewet, som du kan se ved at klikke her.

Eksempelvis på talkshowets egen Facebook-side. Her skriver en mandlig bruger følgende:

»Så lykkedes det endnu engang at sænke barren for hvor ringe et interview kan gennemføres. Der er INGEN ja/nej svar og "nemme" løsninger på de spørgsmål du stiller omkring dette emne Clement. Mette Frederiksen stor respekt til dig for måden du valgte at være en del af noget så ringe.«

En anden mandlig bruger holder dog med Clement Kjersgaard:

»hvad med at hun begyndte med at svare på de spørgsmål hun blev stillet?«

Forneden kan du også se en række reaktioner fra politikere og andre danskere fra Twitter.