TV2's nyhedsvært Natasja Crone forsøgte flere gange her til aften at få Ole Sohn til at sige undskyld for sin hyldes af DDR. Men Sohn nøjedes med at kalde brev, han som formand for Danmarks Kommmunistiske Parti (DKP) sendte til Erich Honecker, for noget vås.

- Vil du sige undskyld?

Spørgsmålet blev gentaget flere gange, da TV2 Nyhederne søndag aften interviewede SF's gruppeformand Ole Sohn fra hans feriedomicil på Tenerife.

Ole Sohn er kommet i skudlinjen efter at B.T. i fredags kunne offentliggøre et brev fra det tyske rigsarkiv, hvori Sohn roser det tidligere Østtyskland på en lang række områder. Brevet blev sendt af Ole Sohn, da han som formand for DKP ønskede politistaten og regimets leder Erich Honecker tillykke med DDR's 40-års jubilæum i oktober 1989. Samme dag kunne Jyllands-Posten fortælle, at Sohn efter murens fald støttede DDR's linje om at kæmpe imod en genforening med Vesttysklan.

Men selvom TV2's nyhedsvært Natasja Crone forsøgte at få den tidligere DKP-formand til at undskylde sin fortid, afviste Ole Sohn. Først da TV2 bragte et interview med en kvinde, som i DDR-tiden fik afslag på at rejse ud af landet for at besøge hendes danske kæreste, gav Sohn efter.

- Jeg kan godt forstå hendes irritation. Det vil jeg meget beklage, sagde han.

Samtidig understregede Sohn, at han holdningsmæssigt har flyttet sig markant, siden hans brev til Erich Honecker. I brevet fremhævede han blandt andet DDR for sikringen af "en række basale menneskerettigheder".

- Østeuropa var en perversion af hvad et samfund bør være, konstaterede Ole Sohn.

Ved du noget? Tip B.T. på 1929@bt.dk eller ring på 33757534.