2020: Har vidst den var gal siden foråret

Planen om nedbringelse af sygefraværet og dermed penge til velfærd i regeringens økonomiske 2020-plan viser sig ikke at holde stik. Dermed er der endnu et hul i 2020-planen, som, Socialdemokraterne indrømmer, må revideres.

Det bliver nødvendigt at revidere regeringens økonomiske 2020-plan, erkender Socialdemokraterne. Den nuværende har så mange huller, at den ikke kan gennemføres, skriver jyllands-posten.dk.

- Jeg vil vente til foråret med at gå i detaljer. Til den tid har vi også fremlagt vores forslag til en kontanthjælpsreform. Når det er sket, vil vi komme med en opdateret udgave af 2020-planen, lyder det fra den socialdemokratiske finansordfører John Dyrby Paulsen over for jyllands-posten.dk.

Endnu et nyt hul er netop blevet opdaget i Finansministeriet. Det drejer sig om danskernes sygefravær, som regeringen vil bringe ned. Ifølge 2020-planen kan der spares på sygedagpenge, mens de penge i stedet går til velfærd.

Fem procent af den danske arbejdsstyrke hver dag sygemeldes, og det koster samfundet mere end 32 milliarder kroner årligt. En del af den sum vil regeringen gerne bruge på velfærd, men problemet er ifølge et internt notat, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, at »initiativer, der sigter efter at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor, ikke bidrager til indfrielsen af den overordnede målsætning«.

Blandt andet mangler der værktøjer.

»Det er vanskeligt at pege på virksomme instrumenter til at nedbringe sygefraværet, ligesom den faktiske adfærdsændring af konkrete initiativer ikke kan forudsiges. Virkningen af tidligere tiltag for at nedbringe sygefraværet er behæftet med betydelig usikkerhed«, står der i notatet.

Allerede under forårets mislykkede trepartsforhandlinger blev notatet udarbejdet, og det viser, at heller ikke sygefraværet kan være med til at hive penge hjem, hvorfor det »nye« hul opstår. Ifølge jyllands-posten.dk skulle fraværet sammen med kontanthjælpsreformen give tre milliarder kroner i kassen. Det er penge, som regeringen ikke forventer, at kontanthjælpen alene kan få i land.

Den gyngende grund er således med til, at en ny version af 2020-planen er nødvendig.