Regeringen vil indføre lister, hvor udenlandske imamer og andre religiøse forkyndere, der har opfordret til terror eller ytret antidemokratiske holdninger, skal optræde, nægtes visum og straks afvises, hvis de møder op ved den danske grænse. Politiko.dk har spurgt udlændingeminister Inger Støjberg hvorfor.

Inger Støjberg, hvorfor vil I lave de her lister?

»Vi skal ikke lægge dansk jord til hadprædikanter, der rejser rundt og opfordrer til drab på jøder, billiger til terror og kommer med antidemokratiske meldinger, som jo skal bruges til et opgør med selve det frihedsfundament, som vi har i Danmark.«

Hvem er det, I vil ramme?

»Listerne gælder alle trosretninger, men man kan ligeså godt være ærlig og sige, at det jo primært er inden for islam, vi ser det. men jeg formoder, at der også vil komme prædikanter fra andre religioner på listen, men det er ikke mig, de laver den, det er Udlændingenstyrelsen.«

 

Hvorfor må man ikke udtale sig antidemokratisk, det er jo ikke ulovligt?

»Nej, men man har en helt særlig forpligtigelse, fordi man har en platform, når man står på en prædikestol. Så har man en autoritet, som er helt enestående, og vi kan jo især se, at der inden for visse moskeer, f.eks. Grimhøj-moskéen, bliver lyttet meget til de imamer og prædikanter, der kommer inde for dørene. Og det ønsker vi at sætte en stopper for.«

Normalt står i vagt om ytringsfriheden fra politisk side uanset hvad. Hvorfor ikke på det her område?

»Man kan sagtens indtage den holdning og argumentere for den. Men når det er vigtigt for mig at gennemføre det her, så er det, fordi vi er pressede og kan se, at der især i visse muslimske miljøer er eksempler på, at man inviterer typer inden for, som prædiker had og et direkte opgør mod det danske frihedsfundament. Og det mener jeg bedst, vi kan gøre op med og dermed bedst passe på Danmark, hvis vi ganske enkelt nægter de her typer indrejse. Det er et spørgsmål om temperament, og et spørgsmål om, om man har viljen til at trække en grænse for, hvad vi vil finde os i.«

Det er Danmark, der bliver ramt - ikke imamer

Så man kan sige, at hvis man har antidemokratiske holdninger, så gælder ytringsfriheden ikke?

»Nej, der skal en ting mere til, og det er selve platformen, man står på. Når man har en prædikestol at stå på, så har man en forpligtigelse og et meget stort ansvar. Vi kan se, at man i Grimhøj og andre moskéer ikke kan finde ud af selv at trække en grænse, og så må vi gøre det.«

Ytringsfriheden siger da ikke noget om platform?

»Men der er det, at man har en særlig forpligtigelse som forkynder. De har stor indflydelse og autoritet overfor menighederne, og jeg mener kun, det er ret og rimeligt, at vi sætter en fod ned overfor de her typer.«

 

Er det overhovedet muligt at sætte en fast grænse for, hvornår noget er demokratisk og antidemokratisk?

»Det er vanskeligt, det er der ingen tvivl om, og det kommer også til at kræve en tung sagsbehandling. Men jeg mener ikke, man skal give op, bare fordi det er svært.«

Risikerer det ikke at blive meget vilkårligt?

»Nu mener jeg ikke man bliver ramt, det er Danmark, der bliver ramt, hvis man lukker de her typer inde for dørene, men hvis man mener, man uretsmæssigt står på listen, så kan man jo få det prøvet i Udlændingenævnet.«

Risikerer I ikke at skabe en reklamesøjle for dem, der ønsker at prædike had?

»Det mener jeg ikke, for det er i nogle kredse velkendt, hvem der kan være tale om. Og man må være ærlig at sige, at svagheden er jo, at man fortsat kan bruge internettet, hvor der florerer rigtigt meget af den slags, men fordelen er, at vi holder dem ude fra Danmark.«

I udelukker ikke EU-borgere, er det her mest af alt for at sende et signal?

»Det er begge dele. Der er klart signal i, at vi ikke vil og skal finde os i hvad som helst, men der er bestemt også det helt fundamentale i at nægte mennesker indrejse, som vi ved, vil misbruge deres tid ved at opildne til terror, billige drab på jøder og ved at gå i mod vores frihedsfundament,« siger Inger Støjberg.