Statsminister Helle Thorning-Schmidt indrømmede et forklaringsproblem, mens hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen, angreb politikere i regeringen for at skabe falske skel i befolkningen.

Det er svært at forklare vælgerne, at de skal arbejde mere, når de samtidig kan se, at folk omkring dem mister deres arbejde. Og måske har regeringen ikke været god nok til at forklare den problemstilling.

Den indrømmelse kom statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) med, da hun tirsdag holdt sin første grundlovstale som statsminister på Metalskolen i Jørlunde.

- Mange har sagt til mig, at de ikke fatter det budskab i en tid, hvor der er arbejdsløshed. Jeg forstår det godt. For det lyder da mærkeligt for rigtig mange danskere, at vi skal arbejde mere. For mange oplever ganske enkelt, at der ikke er brug for dem på arbejdsmarkedet. Eller at naboens søn ikke kan få en praktikplads. Eller at der er store fyringsrunder på hæderkronede virksomheder. Eller at arbejdspladser bliver flyttet ud af Danmark, sagde Thorning.

Indrømmelser var der ellers ikke mange af i den lange række af grundlovstaler, som blev holdt i det kolde forsommervejr rundt omkring i landet. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sin tale ved det traditionsrige grundlovsarrangement i Terndruplund i Himmerland, hvor han kritiserede den nuværende regering for skabe kunstige skel mellem dem i kedeldragter og dem i jakkesæt.

- Jeg vil gerne advare mod at dele danskerne op i gode og dårlige mennesker. Det er ikke, hvad politik i det danske folkestyre er eller bør være. Politik er ikke en kamp mellem danskerne. Det bør være en kamp for danskerne, sagde Venstre formand.

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, havde heller ikke mange lovord til overs for regeringen.

- De bryder sig ikke om grundloven. De bryder sig ikke om folkekirken, og de bryder sig ikke om kongehuset, sagde Pia Kjærsgaard.

Hun var dog ikke mere imod regeringen, end at hun samtidig meldte sig på banen som en mulig samarbejdspartner.

- Vi har intet imod vores nuværende rolle som opposition til den røde regering. Mange glemmer måske, at vi også var opposition til VK-regeringen næstefter rollen som parlamentarisk grundlag. Dermed vil jeg sige, at for os er den politiske indflydelse det helt afgørende. Og den ser jeg ingen tegn på forsvinder. Også den røde regering har brug for venner, sagde Pia Kjærsgaard, da hun holdt tale på Lykkesholm Slot på Fyn.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), havde i dagens anledning smidt den neutrale kappe og kaldte i sin tale til værdikamp. Mens de borgerlige ifølge Lykketoft dyrkede storkapitalen, underminerede de fællesskabet til fordel for individualisme og grundighed. Men fremover skal det handle om fællesskab og socialt sindelag, lød det.- Ægte frihed trives ikke, hvis markedet og den private pengepung skal være alene om at bestemme, hvad det enkelte menneske får mulighed for. Den enkelte har først frihed til at udfolde sine individuelle evner og anlæg, når han eller hun er fri af armod og har en grundlæggende social tryghed, sagde Mogens Lykketoft ved de tre grundlovsmøder, hvor han var hovedtaler