Justitsminister Morten Bødskov lægger med et lovforslag op til en ændring af udlændingereglerne på baggrund af den såkaldte Im-sag.

Den danske udlændingelovgivning bliver med stor sandsynlighed ændret på baggrund af den såkaldte Im-sag, hvor den syvårige Im Nielsen er blevet udvist fra Danmark med sin mor.

Justitsminister Morten Bødskov (S) havde før et møde ondsag aften med Folketingets partier et konkret lovforslag med, som skal ændre reglerne, så lignende sager ikke opstår.

»Vi fremlægger et forslag, hvor at vi sikrer, at der ikke er nogen, der kommer i den her situation igen i fremtiden,« sagde Morten Bødskov forud for mødet, der startede klokken 19 i Justitsministeriet.

Morten Bødskov indkaldte onsdag til et møde på baggrund af sagen om Im Nielsen. Hun blev sammen med sin mor, Suthida Nielsen, 10. november udvist af Danmark til Thailand efter omkring fire års ophold i landet.

De danske udlændingemyndigheder har vurderet, at pigen og hendes mor har størst tilknytning til Thailand, efter at Ims danske stedfar døde af kræft i 2012.

Morten Bødskov lagde forud for mødet vægt på, at hans forslag kun handler om den fremtidige lovgivning. En eventuel bagudrettet lovgivning skal drøftes på mødet, forklarer ministeren.

»Så vil vi drøfte, hvad man kan gøre bagudrettet med ordførerne, når de dukker op,« lød det fra Morten Bødskov inden mødet.

Berlingske erfarer, at der i øjeblikket er fire til fem verserende sager, hvor en dansk ægtefælle er død, og hvor familiemedlemmer - ligesom i Im Nielsens sag - kan blive udvist af Danmark.