Ida Auken beskriver sin exit fra SF som en skilsmisse. Nu er hun blevet glad igen og kan tale om sit partiskifte til De Radikale.

Efter ni dages hidsig aktivitet i SF valgte Annette Vilhelmsen at trække sit parti ud af regeringen torsdag d. 30. januar 2014.

Gennem ni dage havde hun og daværende skatteminister Jonas Dahl forsøgt at forklare folketingsgruppen og partiets landsledelse, hvorfor den bortrejste udenrigsminister Holger K. Nielsen havde sagt ja til den aftale, der lå om salg af statens Dong-aktier til Goldman Sachs.

Det lykkedes ikke.

Ida Auken har længe været 'værdipolitisk enig' med de Radikale

Ida Auken var sammen med blandt andet resten af ministerholdet parate til at bakke op om salget. Resten af gruppen var ikke.

Krisen eksploderede. Gennem flere dage blev der sagt hårde ord. Også om splittelsen mellem ministre og partiets græsrødder.

På det ekstraordinære landsledelsesmøde 29. januar i DGI-byen i København var det miljøminister Ida Auken, der skar SFs situation ud i pap:

’Enten stemmer vi ja til aftalen, eller også går vi ud af regeringen’.

Dramatisk stop

Allerede dagen efter, at partiet forlod regeringen, forlod Ida Auken SF og meldte sig ind hos De Radikale. En beslutning, mange har haft svært ved at forstå.

Hun har haft brug for godt fem måneder, før hun nu ser sig i stand til at tale om sit partiskifte.

- Det er en af de største beslutninger, jeg har truffet i mit liv. Det er som en mindre skilsmisse. Hvis jeg havde talt om det før, så havde det været i den proces, som man skal bruge terapi til. Sagen er, at jeg også har skullet blive glad igen, og det er jeg nu. Det var nogle rædselsfulde dage. Det var dramatisk at stoppe som minister, men det var en kæmpe beslutning at skifte parti. Det har været et langt og forandrende forår.

Hvorfor var du færdig med SF?

- Det var meget dramatiske begivenheder, vi stod midt i. Jeg havde følelsen af at ramme ind i en mur. Vi havde arbejdet på noget i ti år, og det viste sig, at det kunne rives ned på tre dage. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne gå videre ad den vej. Det var slut for mig.

Hvordan oplevede du det i de dage?

- Det var som at få trukket tæppet væk under sig. Vi var i fuld gang med et stort projekt, og så stoppede det nærmest fra den ene dag til den anden.

Hvordan reagerede du på selve dagen?

- Jeg tog en hård runde med afsked i ministeriet og i Miljøstyrelsen, hvor jeg virkelig måtte holde sammen på mig selv. Bagefter tog jeg ud til en meget klog veninde, der er ti år ældre end mig og har set lidt mere af livet. Hun spurgte blandt andet, hvad jeg gerne ville i politik. Mens jeg fortalte, blev det langsomt klart for mig, at det var meget vigtigt fortsat at lave det, som jeg altid har arbejdet for, nemlig en grøn omstilling af vores økonomi. Og så stillede min veninde det svære spørgsmål: Har du overvejet at blive radikal?

- Det var jo et vildt spørgsmål. Som om jeg ikke havde været igennem vilde nok ting på det tidspunkt. Jeg vidste godt, at det var noget, jeg skulle beslutte relativt hurtigt for ikke at skuffe for mange mennesker. Jeg havde brug for at sige, at jeg ikke var i spil til formandsposten i SF, og jeg havde brug for at sige det, inden en anden meldte sig som formandskandidat, så det ikke ville ligne en protest mod vedkommende.

- Så i løbet af den torsdag aften traf jeg beslutningen om at skifte. Jeg vendte det kun med min mand. Han sagde, at det kunne han godt forstå.

Men nogle af dine partifæller har svært ved at forstå det. For dem var De Radikale på det tidspunkt vel nærmest hovedfjenden?

- Ja, men det er så også en helt forkert opfattelse af tingene. Vi var tre partier, der arbejdede sammen, og det gør vi også i dag. For mig er de mål, jeg arbejder efter, stadig de samme. Men jeg har nok forandret mit syn på, hvad der virker. Jeg begyndte med at se virksomheder som nogle, der skulle have stramme regler og opføre sig ordentligt. Nu kan jeg se, at virksomhederne er nogle af dem, der skubber udviklingsdagsordenen hurtigst.

- Som miljøminister fandt jeg også ud af, at natur og landbrug ikke kan blive ved med at være hinandens fjender. Vi bliver nødt til at få de to ting til at arbejde sammen. Jeg ville hellere løse problemer frem for at tegne modsætninger op.

Miljøet sætter dagsordenen

- Til dem, der synes, at skellet mellem at være socialist og social-liberal er meget stort, vil jeg sige, at jeg aldrig har kaldt mig socialist. Det var miljødagsordenen, der fik mig til at melde mig ind i SF. Ligesom mange SF’ere mener jeg, at det er vigtigt at tage sig af samfundets svageste og sikre sig, at folk har lige muligheder. Men jeg tror også, at vi skal gøre det på en måde, så vi gør folk i stand til at tage vare på deres eget liv frem for at bygge sikkerhedsnettet større og større.

Er det dig eller SF, der har flyttet sig?

- SF bevægede sig langt i ti år, og jeg bevægede mig med. Så kom det til en brat afslutning, og så måtte jeg tage bestik af situationen derfra. Så det er vel både SF og mig, der har bevæget sig. Jeg måtte overveje, om jeg bedst kunne varetage vælgernes interesser ved fortsat at give opbakning til regeringsprojektet og den grønne omstilling eller ved at gå ud af politik. Jeg ville skuffe nogen, lige meget hvad jeg gjorde. Der var nogle, der håbede, at du ville stille op som formand for SF.

Hvorfor var det ikke interessant for dig?

- Når noget slutter, så kan man jo ikke sidde og planlægge, som om det stadig er der. Husk hvor dramatisk det var i de dage. Alt var i opløsning. Jeg har dyb beundring for Pia Olsen Dyhr, og for at hun tog den opgave på sig. Men for mig var det projekt, jeg havde arbejdet målrettet for i ti år, slut.

Men du traf en drastisk beslutning i løbet af ganske få timer?

- Jeg tror, at nogle gange tager intuitionen, følelserne eller maven beslutningen. Det var det, der skete den torsdag. Jeg fik en følelsesmæssig mavefornemmelse af, at det her skulle jeg. De sidste fem måneder har jeg så brugt på at tænke det hele igennem. Og jeg har ikke fortrudt min beslutning.

Man må mærke sig selv

Hvad har været det sværeste de sidste fem måneder?

- Det tager noget tid at vokse ind i en anden kultur og en anden identitet. Man skal finde sine ben igen. Det kræver tid, kræfter og tålmodighed at begynde forfra og bygge tilliden op med nye kolleger. Og det kræver det også for at blive glad igen.

Hvordan gør man det?

- Man lader tiden gå lige så stille. Gør nogle af de ting, der stadig fortsætter i ens liv. Er sammen med sine børn, familie og venner. Gør noget, der gør en glad. Sidde i solen og drikke en kop kaffe. Det handler om at kunne mærke sig selv igen.

Så tiden læger alle sår?

- Ja, man finder efterhånden ud af med de ordsprog, at lige så klicheagtige de er, lige så sande er de. Det samme gælder ’der er ikke noget, der er så skidt – at det ikke er godt for noget’. Der er jo netop kommet nye muligheder og nye samarbejdspartnere ud af det her, som jeg er rigtig glad for.

Hvad er så forskellen på dig nu og dengang, du var en glad miljøminister?

- Jeg tror ikke, at der er den store forskel. Men når man er minister, så kan man godt komme til at tro, at man er ’ministeren’. Men min identitet tog jeg jo med mig. Det var selvfølgelig noget med at komme ned i naturlig størrelse igen, som nok er sundt for os alle sammen at prøve en gang imellem. Men inderst inde er der ikke så meget, der har forandret sig.

OM IDA AUKEN:

Født: 22. april 1978 på Frederiksberg

Uddannelse: cand.theol. med praktik bl.a. som hospitalspræst på Rigshospitalet

Medlem af Folketinget for SF: 2007 - 2014

Miljøminister: 2011-2014

Medlem af Radikale Venstre og MF: 2014 -