Naser Khader
Naser Khader Foto: Thomas Lekfeldt

Det er udbredt, at telefonsælgere med etniske navne vælger at kalde sig et dansk navn.

TV2 Østjylland bragte forleden et indslag med Ibrahim og Hakan, som kalder sig henholdsvis Peter og Jens. Begge arbejder for et telemarketingsfirma og har valgt at skifte navn, fordi det sælger bedre. Det er rigtig mange forargede over, og da jeg blev spurgt om, hvad jeg mente om den sag, sagde jeg, at jeg udmærket forstod de to unge.

At de to unge føler sig nødsaget til at gøre det krumspring, kan man godt ærgre sig over, hvis man vil. I en perfekt og retfærdig verden ville vi alle blive bedømt alene på vores personlighed og faglige kunnen, men sådan en verden lever vi som bekendt ikke i. Bare spørg de overvægtige eller dem over 50 år, som kæmper for at få et job.

Danmark er på mange måder et homogent samfund, der indtil for nylig stort set kun var befolket af Peter, Jens, Mette og Kirsten. Det tager tid for et samfund at vænne sig til indvandreres skikke, og det gælder også indvandreres navne.

Naser Khaders bog trækkes tilbage efter afskrift


Jeg kan sagtens forstå de to fyre, der med deres jyske dialekt i telefonen præsenterer sig med Peter eller Jens. Der er tale om et navn, de bruger, når de går på arbejde. Efter arbejde hedder de stadig Ibrahim og Hakan. Det ville naturligvis være en anden snak, hvis der var tale om forfalskninger på kontrakter osv. Men det er jo slet ikke det, det handler om.

For os er det meget naturligt, at en kunstner har et kunstnernavn. Ingen rynker på næsen af, at Knud Christensen kalder sig Sebastian, Andrea Fuentealba Valbak kalder sig Medina, eller at Paul David Hewson kalder sig Bono. I USA kalder almindelige mennesker sig også ofte et andet navn end det, der står på navneattesten. And so what?

Man kan være så principfast, at man spænder ben for sig selv. Som for eksempel den unge kvinde, der var fortørnet over, at hun ikke kunne få arbejde hos SAS, fordi hun gik med tørklæde. Hun kunne jo tage tørklædet af eller lade være med at søge et job, hvor en bestemt fremtoning er påkrævet.

Simon Ørregaard


Man ville sandsynligvis ikke komme langt med at forlange at kunne gå med traditionel kniv og turban, hvis man gerne vil ansættes ved det danske hof.
                 
Nogle gange må man hugge en hæl og klippe en tå for at komme frem i verden. Vi må huske, at mange af de jødiske indvandrere også har fordansket deres navne.

Jeg har oplevet, at nogle af dem, der er modstandere af, at man skifter navn i arbejdstiden, selv skifter navn i nattelivet. Her kalder de sig Antoni eller Dario og siger, de kommer fra Italien. De har med andre ord ingen problemer med at skifte navn, når det handler om at gøre sig interessant overfor pigerne.

Man må kalde sine børn, hvad man vil, og jeg forstår godt, man gerne vil give navne, der klinger smukt på sit modersmål, men jeg mener, det er en god gave at give sine børn et navn, som signalerer tilknytning til det land, de skal vokse op i. Mine børn har begge både danske og arabiske navne.

Jeg er helt klart på Ibrahim og Hakans hold, når de forsøger at skabe et produktivt liv for sig selv. Dem, der kompromisløst insisterer på deres principper, risikerer bare at ende med at sidde derhjemme og surmule på offentlig forsørgelse.

SMS

Hitter på Facebook