Tilfreds leder af rideklub på Fyn er glad for regeringens udmelding

»Hurra, det her redder vores rideskole. Hvor er det dejligt.«

Sådan lyder reaktionen fra Morten Grøftehauge, da han hører, at regeringen vil lempe reglerne for, hvor meget plads og luft hestene skal have i ridestalden.

Og det er ikke, fordi han ikke går op i dyrevelfærd, at han jubler. Det er, fordi han har haft svært ved at se, hvordan reglerne ville give bedre dyrevelfærd og samtidig ville kunne koste rideklubben livet.

Morten Grøftehauge er daglig leder og berider i Fyns Rideklub i Odense, hvor der er 75 heste i staldene. Rideklubben har ligesom landets øvrige rideklubber været bekymret for fremtiden, fordi det vil kræve en millioninvestering at leve op til kravene i den nuværende lov. En lov fra 2008, der stiller krav om indretning med ekstra lys og plads til hestene fra år 2020.



Men miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen lover nu at ændre hesteloven, så det bliver lettere for rideskoler at overholde reglerne. Kravene til boksstørrelsen bliver lempet og det samme gør kravene til naturligt lys og rumfang. Krav, som hestebranchen har kæmpet for i mange år.  Næsten halvdelen af landets rideskoler har allerede drejet nøglen om, fordi de ikke ville have økonomisk mulighed for at gøre staldene klar til 2020. Så lettelsen er umulig at komme uden om, også i Fyns Rideklub.

»Vi har lige haft 115 års jubilæum og har hele tiden tænkt, at der måtte komme en dispensation eller noget. Vi har nok prøvet at ignorere problemet lidt, så det er en stor lettelse, hvis der nu kommer en løsning,« siger Morten Grøftehauge.

Minister lemper reglerne i stalden


Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil ændre hesteloven, så det bliver lettere for rideskoler at overholde reglerne.

Flere rideskoler har følt sig så økonomisk presset af de kommende indretningskrav til stalden, at de allerede har givet op. Andre har med frygt og bæven frygtet, at lukningen nærmer sig faretruende.



Derfor fremsætter miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen nu et lovforslag, der skal lette på kravene.

»Jeg ønsker ikke, at rideskoler og andre hesteejere skal lukke en ellers velfungerende stald på grund af for stramme regler. For eksempel er der et meget rigidt krav til vinduesarealets størrelse i hestestalde. Med vores lovgivning fjerner vi unødvendige krav som dette og finder en bedre balance mellem økonomi og dyrevelfærd,« siger Esben Lunde Larsen.

Branchen står samlet


En samlet branche står bag de nye regler, fortæller Jørgen Kold fra hesteafdelingen under Landbrug & Fødevarer.

»Det var først, da hele branchen af hesteavlere, ridesporten, trav- og gallopsporten, De Danske Dyrlæger og Hestens Værn blev enige om et samlet udspil til ændringer i loven, at der skete noget,« siger han.

Han forklarer, at der var 200.000 heste i Danmark i 2008, i dag er der 170.000. Mange er holdt op med at producere nye føl, fordi man har været bekymret for fremtiden.

Antallet af arbejdspladser er samtidig faldet med 2.500 i samme periode.

»Heste i Danmark bliver hovedsagelig brugt til sport og fritid og så en mindre del til avl. Så det her er en rigtig god nyhed for alle de børn, unge og deres forældre, der har så stor glæde af ridesporten, der er en populær sport i Danmark,« siger Jørgen Kold.
Formanden for Dyreetisk Råd, Bengt Holst, ønsker ikke at kommentere lovforslaget, før han har haft lejlighed til at drøfte det med sin bestyrelse.