Det er »uforståeligt, uforklarligt og uacceptabelt«, at de tyrkiske myndigheder ikke har oplyst, hvorfor den formodede gerningsmand bag drabsforsøget på Lars Hedegaard er løsladt, mener justitsministeren.

Det er endnu uvist, hvorfor og hvornår de tyrkiske myndigheder har løsladt den mand, der er mistænkt for drabsforsøget på islamkritikeren og forfatteren Lars Hedegaard.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) kalder det »meget alvorligt for samarbejdet internationalt, hvis ikke vi kan regne med hinanden,« og hun forstår ikke, hvorfor de tyrkiske myndigheder ikke kan levere de svar, som Danmark efterspørger i sagen:

- Desværre har Tyrkiet endnu ikke oplyst, hvorfor man har løsladt ham og hvornår. Vi mangler rigtig mange svar fra Tyrkiet i den her sag. Vi har at gøre med en formodet gerningsmand, som vi har bedt om at få udleveret, siger Mette Frederiksen til TV 2 News mandag morgen.

- Jeg synes, det er uforståeligt, uforklarligt og uacceptabelt, at de tyrkiske myndigheder ikke kan give svar, siger hun videre.

Tyrkiske myndigheder bekræftede søndag over for en dansk delegation, der på vegne af regeringen var taget til Tyrkiet, at den danske statsborger med mellemøstlig baggrund var blevet løsladt. Det selv om Danmark har krævet ham udleveret til retsforfølgelse.

Flere partiet i Folketinget har allerede slået fast, at det skal have konsekvenser for Tyrkiet, at den formodede gerningsmand bag drabsforsøget på Lars Hedegaard er sat på fri fod.

Mette Frederiksen påpeger, at Folketingets Udenrigspolitiske Nævn holder møde torsdag, og her vil Folketingets partier have lejlighed til at diskutere, hvordan Danmark skal gribe sagen an.

- Jeg forstår reaktionen fra Folketingets partier - jeg deler jo en vrede over, at de tyrkiske myndigheder ikke giver svar, siger Mette Frederiksen til TV 2 News.

- Jeg vil ikke gå længere ind i det udenrigspolitiske spor - det er udenrigsministeren, som skal det. Vi står sammen. Vi skal have en fælles dansk strategi, for det er uacceptabelt, at Tyrkiet ikke giver de svar, vi skal have, siger hun og fastslår:

- Mit mål er, at den formodede gerningsmand bliver fundet, og at han bliver retsforfulgt.

Der er forlydender om, at den formodede gerningsmand er blevet frigivet som en del af en fangeudveksling mellem terrorbevægelsen Islamisk Stat og Tyrkiet. Det er dog ikke bekræftet.