Stik imod regeringens ønske stiger antallet af lukkedage i daginstitutioner i 36 af landets 98 kommuner.

Det viser nye tal fra Socialministeriet, skriver dr.dk.

På landsplan er det gennemsnitlige antal lukkedage faldet fra ti i 2011 til 7,7 i 2013, men den udvikling skyldes især Københavns Kommune, der har skåret kraftigt ned fra 19 lukkedage i 2011 til 6,9 lukkedage i 2013.

I 36 andre kommuner - blandt andet Odense, Holstebro, Silkeborg og Lemvig - er antallet af lukkedage steget markant, og det er ifølge Enhedslisten et problem for regeringen.

»I 36 af kommunerne er antallet af lukkedage steget. Det er rigtig meget, og det kan ikke være tilfredsstillende for regeringen. Jeg synes, det er åbenlyst, at man har et problem, som man ikke har løst,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), til dr.dk.

Men Socialdemokraterne hæfter sig ved, at kommunerne samlet set har indskrænket antallet af lukkedage.

»Jeg synes, det er fint, at tallene indikerer, at vi har fået færre lukkedage. Det har været regeringens mål fra dag et,« siger Socialdemokraternes folkeskoleordfører, Annette Lind (S), til dr.dk.

Hun ser ikke noget problem i, at det især er København, der trækker tallet ned.

»Det går i den rigtige retning, vi skal have færre lukkedage og en tryg og god hverdag for børnene i vores institutioner,« siger hun.

På førstepladsen over de ti kommuner med flest lukkedage finder man Odense Kommune, der har øget antallet af lukkedage fra 15 i 2011 til 25,6 i 2013. Andenpladsen indtages af Holstebro Kommune, der er gået fra 16 lukkedage i 2011 til 23 lukkedage sidste år. Tredjepladsen besættes af Hedensted Kommune, der har øget antallet af lukkedage fra 21 i 2011 til 23 i 2013, skriver dr.dk.