En tidligere ansat hos Socialdemokraterne kommer nu med nye oplysninger om, at Socialdemokraternes store politiske håb Jacob Bjerregaard muligvis blev valgt som folketingskandidat ved hjælp af snyd

Ulla Gisela var i 2006 ansat i Socialdemokraternes partikontor på Frederiksberg og havde adgang til partiets medlemssystem.

Hun har valgt at stå frem efter, at BT onsdag beskrev, hvordan mindst tolv unge socialdemokrater med tilknytning til Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU) og den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum i efteråret 2006 blev flyttet ind i Utterslev-kredsen nordvest for København, selv om de tilhørte kredse på Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og Kastrup.

Medlemmerne kom pludselig ind i kredsen lige op til urafstemningen om at blive kredsens kandidat den 15. november 2006, som DSU-formanden Jacob Bjerregaard endte med at vinde.

- Jeg kan ikke bevise, at det var for at få Bjerregaard til at vinde. Men jeg havde en alvorlig mistanke om, at der skete noget, der ikke burde ske, siger Ulla Gisela.

Den tidligere S-ansatte så selv, at DSU-medlemmer med bopæl helt andre steder, pludselig blev overført som medlem af Utterslev-kredsen. Ulla Gisela har et helt konkret eksempel på et nyt DSU-medlemmer, som hun selv har meldt ind i partiet, men efterfølgende er blevet ændret til Jacob Bjerregaards kreds.

Den 19.september 2006 oprettede Ulla Gisela et medlem med bopæl på Amager i den lokale kreds ude i Kastrup, hvor han efter reglerne hørte til og dermed havde stemmeret. Men ti dage efter- den 29. september - flyttede den ansvarlige for medlemsarkivet Louise Juul Jensen medlemmet over i Utterslev Kredsen, hvor efter han fik mulighed for at stemme på DSU-formand Jacob Bjerregaard.

- Jeg frygtede, at de ude i landet troede, at jeg var dybt idiot, når et medlem med adresse i Kastrup, som jeg har oprettet, pludselig havde stemmeret i Utterslev. Jeg kunne ikke have, at der foregik sådan noget. Selvfølgelig måtte vi ikke bare flytte et medlem fra hans hjemmekreds og over i en anden kreds, men det skete altså, forklarer Ulla Gisela.

Ifølge udskrifter fra Socialdemokraternes medlemssystem var det også Louise Juul Jensen, der stod bag flytningen af et andet DSU-medlem fra Tårnby til Utterslev-kredsen den 31. oktober, således medlemmet også havde mulighed for at stemme på Bjerregaard 15. november. Louis Juul Jensen var selv stor støtte af formanden og hyldede ham efter sejren som den bedste kandidat.

Ulla Gisela kan fortælle, at hun blev ringet op af vrede medlemmer, der bare var flyttet over i Utterslev-kredsen, selv om de ikke ønskede det.

- Folk ringede jo og klagede, fordi de fik velkomstbrev fra Utterslev Kredsen, selv om de slet ikke havde ønskede at blive meldt ind i kredsen. Jeg kunne slet ikke stå inde for sådan noget rod, siger Ulla Gisela, der i dag er ansat i en stor offentlig myndighed.

LÆS MERE OM SAGEN BT TORSDAG

KENDER DU TIL FUSK I DE POLITISKE PARTIER, SÅ SEND TIP TIL JOURNALIST THOMAS NØRMARK KROG PÅ tnk@bt.dk ELLER RING 25456008