Løsgængeren Rikke Karlsson kræver alle bilag frem, men stemmer nej til mere åbenhed om sine egne frynsegoder og indtægter som medlem af Europa-Parlamentet.

I fredags opfordrede løsgængeren Rikke Karlsson parlamentets formand Martin Schulz til at gå ind i sagen om Morten Messerschmidts bilag.

Men dagen forinden stemte hun under samlingen i Strasbourg nej til at give offentligheden adgang til at se hendes egne og de øvrige medlemmers bilag for udgifter, som parlamentet dækker.

Striden om bilagene i parti-alliancen Meld begyndte for et par uger siden, da Rikke Karlsson meldte sig ud af Dansk Folkeparti. Hun gjorde det i protest mod, at Morten Messerschmidt dækkede over oplysningerne og holdt hende hen med snak.

Større gennemsigtighed

Under behandlingen af parlamentets budget for 2016 foreslog De Grønne, som SFeren Margrete Auken er tilsluttet, at man indfører større gennemsigtighed med alle de indtægter, som medlemmerne kan modtage ud over et grundvederlag på 59.300 kr. om måneden.

Sideindtægterne omfatter blandt andet godtgørelse for rejse- og opholdsudgifter, mødediæter og de såkaldte blyantspenge, der gives til at dække sekretærbistand.

Margrete Auken og Folkebevægelsens frontfigur Rina Ronja Kari stemte for.

Som den eneste dansker stemte Rikke Karlsson imod, mens de øvrige danske medlemmer af parlamentet undlod at stemme.

BT forsøgte i går uden held at få en kommentar fra Rikke Karlsson. Hendes sekretær Jeannette Larsen oplyser, at Rikke Karlsson ved en fejl kom til at stemme forkert. Hun vil derfor i morgen på hendes vegne anmode parlamentet om at få rettet stemmeafgivningen.

Rina Ronja Kari undrer sig over, at Rikke Karlsson stemte nej.

»Jeg vil gerne opfordre Rikke Karlsson til at stemme for mere åbenhed, når hun så gerne vil have bilagene frem,« siger hun.

Ifølge Rina Ronja Kari skal man holde tungen lige i munden, når parlamentet stemmer, fordi man sætter i hundredvis af forslag til afstemning efter hinanden.

Kæmpe problem

»Vi sad og stemte i to en halv time. Ofte kan det være svært at afgøre, om et forslag er godt eller ikke, og derfor har vi i vores gruppe nogle hovedprioriteter. Vi stemmer altid for åbenhed og for, at vi skal sættes ned i løn. Jeg mener, at vi har et kæmpe problem med lukketheden om, hvordan parlamentet og medlemmerne bruger pengene,« siger Rina Ronja Kari.