Penneføreren på det notat, der dannede grundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, kan ikke genkende billedet af, at notatet skulle være udformet under politisk pression.

Anonyme embedsmænd fra Udenrigsministeriet hævder i bogen »Mørkelygten« af journalisten Jesper Tynell, at de var under politisk pres, da de udarbejdede det juridiske notat, som Folketinget efterfølgende baserede sin godkendelse af den danske deltagelse i Irak-krigen på.

Men den udlægning af sagen afviser ambassadør Peter Taksøe-Jensen, som i 2003 var souschef i ministeriets folkeretskontor og hovedskriver på notatet. Han afviser også, at han skulle være en af de embedsmænd, der har talt med bogens forfatter. Det skriver Jyllands-Posten.

»Jeg har ikke talt med Jesper Tynell, og jeg har ikke på noget tidspunkt fået et politisk direktiv om, hvad resultatet skulle være. Jeg kan ikke genkende fremstillingen, og jeg mener stadig, at det var den fagligt rigtige konklusion, som findes i papiret,« siger Peter Taksøe-Jensen til avisen.

En række andre embedsmænd fra Udenrigsminister afviser også over for avisen, at de har talt med Jesper Tynell.

I programmet »Vi ses hos Clement« på DR1 onsdag kunne tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen »fuldstændig afvise« at have medvirket til at presse embedsmænd til at udarbejde det omstridte juridiske notat.

Da Socialdemokraterne, SF og de Radikale kom i regering, nedsatte de i foråret 2012 en kommission, som blandt andet »skal undersøge og redegøre for, på hvilket grundlag regeringen i foråret 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen i Irak«.