Da skatteminister Holger K. Nielsens (SF) tidligere særlige rådgiver - eller såkaldte spindoktor - fratrådte sin stilling efter »eget ønske«, modtog han et gyldent håndtryk. Det skriver Information.

Ifølge dokumenter, som avisen har fået aktindsigt i, vil den tidligere spindoktor Thomas Brahm modtage løn frem til udgangen af marts 2014 altså i seks måneder. I fratrædelsesperioden modtager han i alt 469.350,42 kroner, hvoraf han dog modregnes de sidste tre måneder i tilfælde af andet arbejde.

Det sker på trods af, at Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse 7. september oplyste, at Thomas Brahm øjeblikkeligt fratrådte sin stilling efter »eget ønske«.

»Det er en beslutning, jeg må respektere,« skrev Holger K. Nielsen i pressemeddelelsen, efter Morgenavisen Jyllands-Posten dagen forinden havde afsløret, at Thomas Brahm havde sendt en mail til pressen om, hvordan ledende socialdemokrater havde ændret holdning i forhold til øremærket barsel til mænd.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti kræver nu en forklaring på, hvorfor - og med hvilken ret - den tidligere særlige rådgiver alligevel får et halvt års løn.

»Det lyder grotesk. Det er klart, at ansatte - også særlige rådgivere - skal have nogle rimelige og ordentlige ansættelsesforhold. Men der skal jo helst ikke danne sig en praksis, så vi smider skattekronerne efter de særlige rådgivere efter forgodtbefindende,« siger Enhedslistens retspolitiske ordfører, Pernille Skipper (Ø), til Information.

Læs også: Sandheden om fyring af spindoktor: Holger K. fik armen vredet om

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing, efterlyser hjemlen for det gyldne håndtryk:

»Det er et almindeligt princip, at man ikke kan give folk mere end det, som ansættelseskontrakten giver mulighed for. Forvaltningsmyndigheder har det problem - i gåseøjne - at de ikke må udbetale penge, de ikke skal udbetale,« siger Sten Bønsing.

Skatteministeriet ønsker ikke at kommentere sagen og henviser til pressemeddelelsen fra 7. september, hvoraf det fremgår, at det er aftalt, at Thomas Brahm fratræder sin stilling.

»Der er således hverken tale om en opsigelse eller en afskedigelse,« skriver ministeriet til Information.