Den nye danske udenrigsminister håber, at Tyskland vil spille en stærkere lederrolle i EU.

BERLIN: Efter de seneste års europæiske spareøvelser har mange på den europæiske venstrefløj fået nok af den tyske regering og kansler Angela Merkel, men ikke Holger K. Nielsen (SF). Danmarks nyudnævnte udenrigsminister placerer tværtimod den store nabo i syd helt centralt i den danske udenrigspolitik, skriver Berlingske.

I går rejste han til Berlin på tiltrædelsesbesøg. I det tyske udenrigsministerium – stående side om side med Tysklands ligeledes nyudnævnte udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier fra SPD – slog Holger K. Nielsen sit udenrigspolitiske udgangspunkt fast: Tyskland er Danmarks vigtigste samarbejdsland.

Som Europas største økonomi og politiske magtcentrum bliver Tyskland skiftevis revset for at bestemme for meget og gemme sig for ansvaret. Holger K. Nielsen melder sig klart blandt dem, der ønsker mere tysk lederskab i EU.

»At Tyskland spiller en ledende rolle, som det store land, det er, vil jeg anse for at være en meget positiv ting,« sagde Holger K. Nielsen med regulær tysklandsbegejstring på et efterfølgende pressemøde.

»Jeg er en meget stor beundrer af det moderne Tyskland og mener, at udviklingen i Tyskland siden 1945 er én af de mest positive historier, man kan forestille sig. Tyskland i dag er ét af de mest veludviklede demokratier, vi har i Europa. Derfor har jeg meget stor tillid til, at Tyskland kan spille en ledende rolle,« sagde Holger K. Nielsen.

Som eksempel nævnte udenrigsministeren den fælles europæiske udenrigspolitik, som begge lande vil styrke, men som i praksis som regel kommer til kort, når det bliver besværligt. Som i Libyen i 2011, hvor det krigsafvisende Tyskland stod over for Danmark og de store allierede. Eller i Syrien hvor splittelsen også truede. Holger K. Nielsen fremhævede urolighederne i Mellemøsten og omkring Rusland som områder, hvor de europæiske lande ikke kan klare sig hver for sig.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Tyskland er det land, der bedst vil være i stand til at formulere en sådan politik og så gå i spidsen for den. Det har jeg som dansk udenrigsminister ingen problemer med,« sagde Holger K. Nielsen.

Den danske udenrigsminister præciserede ikke, hvordan en sådan politik skal se ud. Danmark er traditionelt mere aktivistisk i sin udenrigspolitik end Tyskland og har i sikkerhedspolitikken ofte lagt sig tættere på Storbritannien og USA.

I den økonomiske politik roste Holger K. Nielsen Tyskland for at have taget »et stort slæb«, og heller ikke en række sager, hvor Tyskland de seneste år er gået enegang mod EU, kan ophidse udenrigsministeren.

For eksempel blokerede Tyskland længe for redningen af EUs CO2-kvoter og har stået stejlt på sine krav om ikke at gøre den fælles bankunion alt for fælles. Tyskland blokkerer for en aftale om CO2-udledningsmål for biler og planlægger at indføre en motorvejsafgift for udenlandske bilister. Det sidste »skal nok lige en tur omkring Bruxelles«, pointerede en ellers forstående Holger K. Nielsen:

»I forhold til andre europæiske lande er det jo stadig et land, der er meget europæisk funderet. At de så også siger, at de også vil hævde nogle nationale interesser, som andre lande gør, synes jeg ikke, man kan bebrejde dem.«

Tyskland og Danmark er blandt de europæiske lande, der problematiserer østindvandringen, men pressemødet viste, at de nye udenrigsministres bekymringer her er forskellige.

Frank-Walter Steinmeier tog afstand fra udtrykket velfærdsturisme – eller socialturisme som man siger i Tyskland – og forklarede, at et nyt tysk regeringsudvalg skal fokusere på at hjælpe de tyske byer, der modtager særligt mange bulgarere og rumænere.

Ligesom sin tyske kollega vil Holger K. Nielsen forsvare den frie bevægelighed for arbejdstagere i EU, men han erklærede sig bekymret på det danske velfærdssystems vegne:

»Som det er nu, kan man ikke sige, at vi har et stort problem, men vi kan få det. Det kan udfordre os. Men velfærdsturisme, i betydningen folk, der bare kommer op til Danmark for at hæve velfærdsydelser, det er ikke noget problem. For der er krav om, at man skal arbejde. Men det er jo det, som forskellige domme måske også udfordrer.«

Den danske udenrigsminister afsluttede sit første officielle besøg i Tyskland med at mødes med De Grønnes tidligere udenrigsminister, Joschka Fischer, der var et erklæret forbillede for hans egen forgænger, Villy Søvndal. Joschka Fischer førte De Grønne i regering med SPD uden – som SF <saxo:ch value="226 128 147"/> at blive decimeret i meningsmålingerne.