Alle kan fejle.

Også SFs formand, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der i et interview med Kjerteminde Avis har sagt, at de borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering.

Meldingen har fået den borgerlige fløj til at rase mod partilederen, der sent onsdag måtte præcisere sine udtalelser.

Ifølge partifælle og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har Annette Vilhelmsen begået en fejl, men han hæfter sig ved, at hun efterfølgende har præciseret sine udtalelser.

- Krisen skyldes mange forskellige ting i vores samfund, og vi er meget optagede af i regeringen at gøre noget ved at få skabt flere job, siger han på vej til gruppemøde i SF, hvor han peger på, at selv journalister kan begå fejl.

Spørgsmål: Så det var en fejl?

- Det har hun selv sagt, det var. Hun har selv præciseret det i en pressemeddelelse i går, at det ikke var sådan, det skulle forstås, så længere er den ikke, siger han.

Finansordfører Jonas Dahl (SF) opfordrer dog fortsat de borgerlige til at komme mere på banen.

- Jeg tror, vi har behov for at skabe arbejdspladser. Det er det, Danmark har brug for i de her tider, men jeg kunne godt ønske mig, at Venstre og de borgerlige partier kom mere på banen i forhold til at skabe vækst og arbejdspladser, siger han og holder samtidig fast i, at der er tætte relationer mellem erhvervslivet og den blå blok på Christiansborg.

- Der er ingen tvivl om, at der er en tæt tilknytning mellem nogle erhvervsfolk og nogle borgerlige partier, men jeg synes generelt vi har et rigtig godt samarbejde med erhvervslivet, siger han.

Tidligere gruppeformand Pernille Vigsø Bagge (SF) vil ikke gå ind i Annette Vilhelmsens ordvalg.

- Jeg vil bare sige, at det er en realitet, at den her krise fortsætter, hvis hverken vi som borgere i det her land eller virksomhederne - som drivkræfter i det her land - begynder at investere og gøre nogle ting aktivt, siger hun på vej til gruppemøde.

Politisk ordfører Jesper Petersen (SF) og gruppeformand Anne Baastrup (SF) havde på vej til mødet ingen kommentarer til SF-formandens udtalelser.

Efter ordene i Kjerteminde Avis er både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Annette Vilhelmsen selv blevet kaldt i samråd.