Klokken 10 fredag morgen fik Folketinget fremsendt et forslag fra Skatteministeriet til ændret beskatning af andelsselskaber

Arla, Thiese, Danish Crown og resten af Danmarks ca. 250 andelsselskaber skulle være med til at skaffe ekstra 40 mio. kr. til finansloven.

I løbet af fredagen protesterede erhvervsliv, fagbevægelse og landbruget højlydt.

Sidst på eftermiddagen gik skatteminister Holger K. Nielsen alligevel ud og fastholdt, at han synes, det var et fair forslag.

Et par timer senere trak økonomiminister Margrethe Vestager (R) forslaget tilbage på regeringens vegne.

Hvad skete der i fredags, Holger K. Nielsen?

- Det ved jeg ikke. Det var begrænset, hvor mange penge, vi fik ind på det. Da vi så fandt en alternativ finansiering, trak vi forslaget.

Men du havde sagt god for forslaget?

- Ja, ja, det har ligget her længe jo.

Hvor længe har det ligget her?

- Det ved jeg ikke, men det lå her, da jeg kom.

Men det fremgik ikke af finansloven?

- Nej, hvis det var blevet offentliggjort om formiddagen, ville der kunne spekuleres i fx at sælge aktiver for at undgå beskatning. Derfor måtte det være fortroligt indtil lovforslaget blev fremsat.

Var det dit forslag at trække det tilbage?

- Nej. Det er jo lige meget, hvis forslag, det var. Vi sad i møde fredag aften og blev enige om det. Vi syntes ikke ’støjen’ stod mål med de 40 millioner kr. Da vi så kunne finde pengene på en anden måde, gjorde vi det.

Hvordan har du det med det?

- Det har jeg det fint nok med. Det var ikke et forslag, jeg sådan havde store følelser i. Det var udelukkende for at finde penge.

Kan du forstå, at det virker som om, du lige blev ’kørt over’ af Margrethe Vestager?

- Nej, det kan jeg ikke helt forstå. Jeg kan godt forstå dem, der synes, det er et mærkeligt og uskønt forløb. Det vil jeg også medgive, at det er.

Så du har tilgivet hende?

- Jamen, jeg har ikke... det modsatte heller ikke, hahaha...det var et ret snedigt spørgsmål. Jeg synes, man skal passe på ikke at overdrive den slags ting. Bestemt et uskønt forløb, det er jeg fuldstændig enig i. Man kan bestemt spørge, hvorfor vi ikke havde forberedt det noget før.

Havde du ikke noget, at sætte dig ind i det?

- jo, jo, det havde jeg da. Men derfor kan man godt få en diskussion, hvor man bliver klogere.

Med Margrethe Vestager?

- Ja, og Bjarne Corrydon også. Det var ikke kun hende, det var os alle tre.