Begge politiske ledere har været drevet af den faste overbevisning, at de borgerlige har vundet tre valg i træk, fordi der var for meget uklarhed om, hvad Socialdemokraterne, SF og De Radikale kunne levere. Især på skatteområdet og i udlændingepolitikken.
For at skabe klarhed har Villy Søvndal & co. slugt en mindre ørken af kameler og accepteret såvel en stram udlændingepolitik som en videreførelse af VKOs skattestop og skattesystem - med mindre korrektioner såsom en millionærskat og øgede afgifter på usund mad og cigaretter. Det udspil, som S-SF i august sidste år samlede sig om under overskriften 'Fair Forandring', var ikke et voldsomt opgør med regeringens skattepolitik, men først og fremmest et strategisk forsøg på endelig at skabe ro. Hverken De Radikale eller Enhedslisten ville være i stand til at få ændret et komma, måtte man forstå på pressemødet med Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt i sensommeren 2009.
- Fair forandring er en ny regerings skattepolitik, hverken mere eller mindre, forsikrede den socialdemokratiske formand.
Nu er grundlaget under strategien imidlertid ved at smuldre. S og SF risikerer at rykke tilbage til start, fordi begge partier bidrager til forvirring om, hvad linien er.
Med udsigt til voldsomme kommunale besparelser er Thorning-Schmidt gået til kamp mod skattestoppet. Af den indlysende årsag, at oppositionen fornemmer, at vælgerne omsider er ved at være modtagelige for det stærkt forenklede valg: Velfærd eller skattelettelser.
Samtidig er Søvndal under pres fra sit eget bagland i udlændingepolitikken. Med nedadgående meningsmålinger skal SFs formand udvise langt større omhu end tidligere, og fortsætter tendensen, er det ikke sikkert, at Søvndal kan holde fast i den for SF kontroversielle tilslutning til 24års-reglen og de andre skrappe regler for familiesammenføring, som S og SF er enige om.
Det er et selvstændigt problem for den samlede opposition, at der er ændret attitude og holdning til centrale politik-områder adskillige gange på få år. S-SF-planen, der viser, hvordan pengene til bedre velfærd skal findes, lader desuden vente på sig. Det virker ikke for overbevisende, men Thorning og Søvndal kan indtil videre glæde sig over, at VKO for sin part virker helt lammet i forsøget på at håndtere de nye tider.
