Nye Borgerlige vil støtte en statsminister, der opfylder partiets krav, siger formand Pernille Vermund.

København. Det nye højreparti Nye Borgerlige vil ifølge formand Pernille Vermund være klar til at stille op, hvis der bliver udskrevet valg.

- Vi har lidt teknikaliteter med ministeriet. Men vi er klar, hvis nogen trykker på knappen lige om lidt, siger hun.

Det nystiftede parti mener at have samlet nok underskrifter til at kunne stille officielt op til Folketinget. Social- og Indenrigsministeriet bliver dog ifølge Vermund ved med at udskyde at færdiggøre den optælling, der skal give partiet grønt lys til en kommende valgkamp.

Pernille Vermund har endnu ikke noget klart svar på, hvilken statsministerkandidat partiet vil pege på.

- Jeg har fra begyndelsen sagt, at jeg peger på mig selv, siger hun.

- Og hvis jeg ikke gør det, så peger jeg på den statsminister, som er klar til at gennemføre de tre krav, vi har til en kommende regering.

Nye Borgerlige kræver et asylstop, at retten til offentlig forsørgelse knyttes til det danske statsborgerskab, og at kriminelle udlændinge udvises efter første dom.

De udfordringer er ifølge Vermund så store, at alt andet er ligegyldigt, hvis de ikke løses.

Hverken Venstre-statsministeren eller Socialdemokraternes leder lever i hendes øjne op til partiets krav.

- Både Lars Løkke og Mette Frederiksen er rigtig pjattede med EU, der jo forhindrer, at vi kan føre den udlændingepolitik, som et flertal i Folketinget gik til valg på, siger hun.

Hun ser dog sit parti som en del af blå blok og siger om den nuværende krise:

- Jeg tænker, at der er nogle mænd, der spiller med musklerne og måske lige trænger til, at der kommer en kvinde til.

Hendes holdning til de topskattelettelser, som ligger til grund for den pressede stemning mellem de blå partier, er klar.

- Når vi ved, at topskatten er en af de mest forvridende skatter, så er det selvfølgelig vigtigt at få bugt med den.

/ritzau/