Venstres Claus Hjort Frederiksen sætter partifællen Søren Pind på plads. Søren Pind har beklaget, at VKO-samarbejdet ikke fungerer som det skal.

Venstres beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, giver ikke meget for partifællen Søren Pinds vurdering af, at VKO-samarbejdet ikke fungerer, som det skal.

- Søren Pinds politiske vurderinger lægger jeg ikke meget vægt på. Fordi han har taget fejl i syv år nu, siger Claus Hjort Frederiksen.

Søren Pind sagde til Ritzau fredag, at det borgerlige samarbejde halter og har brug for en opdatering.

- Vi er nødt til at inspirere, og vi er nødt til at overbevise folk om, at man rent faktisk kan gøre en forskel ved at stemme på os. Og sådan som vi opfører os i øjeblikket - og her taler jeg om alle tre parter - det virker bare ikke. Det er kun fordi, vi er benådet med en endnu elendigere opposition, at det ikke står værre til, sagde Søren Pind.



/ritzau/