Hitlers propagandaværk Mein Kampf har fået en renæssance. Bogen, der blev udgivet første gang i 1925, har i mange år været tabu-belagt og sløjt sælgende. Men med E-bøgernes indtog på bogmarkedet, sælger bogen igen. Læserne kan nemlig købe den i hemmelighed hjemme fra sofaen.

- Det er ting folk ville være pinlige over at læse ellers. Bøger, folk er pinlige over at læse eller købe offenligt, er de mere villige til at købe på deres Kindle eller deres Ipad, siger journalisten Chris Faraone til ABC News.  

Onsdag lå to forskellige udgaver af Nazi-biblen nummer 12 og 15 på Itunes liste over mest solgte bøger indenfor Politik og Aktuelle begivenheder. På Amazon ligger Hitlers propagandaværk - som han dikterede, mens han sad i fængsel for at have forsøgt et statskup i 1923 - nummer et på listen Propaganda og Politisk psykologi, skriver ABC News.

Den jødefjendske 'Mein Kampf' var utrolig populær i 30erne, da Hitler kom til magten. Siden er den dalet kraftigt i popularitet. Men i 2005 da den udkom i Tyrkiet, viste den sig at være ganske populær. Bogen solgte 100.000 eksemplarer indenfor den første uge. 

Lederen af den jødiske verdenskongres, Robert Singer, er dog ikke særlig tilfreds med, at den stærkt jødefjendske bog oplever en genopstandelse.

- Vi mener, ansvarlige firmaer skulle undlade at profitere på at sælge hadefulde bøger, eller i det mindste donere overskuddet til at hjælpe ofre for anti-semitisme og rascisme, siger Robert Singer til ABC News.