Socialdemokraterne står i ny måling dårligere end nogensinde før. Venstre er nu større end de tre regeringspartier tilsammen.

Vælgerlussingen til Socialdemokraterne har aldrig været hårdere end i den seneste måling, der må give anledning til dybe panderynker hos hele regeringen. Således får Socialdemokraterne kun opbakning fra 18,5 pct af vælgerne i en måling foretaget af Greens Analyseinstitut for Børsen. I målingen er oppositionspartiet Venstre med 35,6 pct. af stemmerne samtidigt større end alle tre regeringspartier - S, SF og De Radikale - tilsammen og dobbelt så store som den socialdemokratiske hovemodstander. I alt får den blå blok 97 mandater, mens den røde blok må nøjes med 78. Ifølge Sigge Winther Nielsen, forsker i parti- og vælgeradfærd ved Københavns Universitet, er målingen en katastrofe for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der nu står over for opgaven at hive den kriseramte venstrefløj op ad sølet. - Det er en brændende platform, og Socialdemokraterne er nødt til at gøre noget nu på egen hånd, siger Sigge Winther Nielsen til Børsen. - Hvor det tidligere har været SF, der skulle have en luns for at holde skansen, er det nu Socialdemokraterne, der på en eller anden måde er nødt til at komme med et svar på det her. Fortsætter denne afskalning, kan partiet i sidste ende ikke holde til at sidde i regering, siger han. Mogens Jensen, gruppeformand i Socialdemokraterne, skæver til forløbet omkring den nu henlagte betalingsring, når hovedsynderen for målingen skal findes. - Det at lede en regering er aldrig nogen dans på roser. Jeg læser tallene sådan, at vælgerne kvitterer for et uskønt forløb omkring betalingsringen. Nu gælder det om at komme videre og skabe resultater, siger han til Børsen. Ifølge avisen svarer den nye måling til, at en halv million danskere har forladt rød blok til fordel for de borgerlige partier siden marts sidste år.
HVAD SKAL HELLE THORNING-SCHMIDT OG RESTEN AF REGERINGEN GØRE FOR AT VENDE TENDENSEN? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER