Trafikministeren beder danskerne om gode idéer til at nedbringe de mange cykeltyverier ved togstationerne. Selv har han mistet fire cykler inden for et år.

Alt for mange cykler bliver stjålet fra danske togstationer, og det skal der sættes en stopper for.

Trafikminister Magnus Heunicke (S) har torsdag sat gang i en konkurrence, hvor alle danskere kan indsende deres bedste idéer til at udvikle mere sikker cykelparkering ved togstationerne.

Idékonkurrencen vil blive fulgt tæt af en ekspertgruppe, som vurderer idéerne og i sidste ende udpeger vinderne af konkurrencen.

»Det er ikke i orden, at cyklister dagligt skal frygte for, at cyklen bliver stjålet, når den bliver parkeret ved stationen. Der er brug for en målrettet indsats for at bekæmpe cykeltyverier,« siger Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar.

»Det er meget vigtigt, at vi fremadrettet får bekæmpet cykeltyverier, for det er en rigtig stor gevinst for samfundet, når folk vælger at bruge cyklen som transportmiddel. Derfor ser jeg nu frem til at få masser af gode idéer, så vi kan øge cykelsikkerheden ved stationerne,« tilføjer ministeren, der selv har fået stjålet fire cykler inden for et år - senest for halvanden måned siden ved Næstved Station.

»Der er ikke noget mere irriterende end at komme hjem med toget, og man har knoklet på arbejde, og så er cyklen stjålet endnu engang,« siger Magnus Heunicke (S) til DR Nyheder.

Omkring 70.000 cykler bliver hvert år meldt stjålet, men da mange aldrig anmelder tyveriet, kan det egentlige tal være op mod dobbelt så højt, vurderer Dansk Cyklist Forbund.

På Trafikstyrelsens hjemmeside kan man læse mere om kampagnen. Deltagerne i konkurrencen har ifølge pressemeddelelsen mulighed for at vinde »flotte cykelpræmier«.