Transportminister Magnus Heunicke er i løbet af ingen tid blevet landets mest populære minister, viser en måling. Det skyldes blandt andet, at han ikke er bleg for at lange ud efter DSB, vurderer kommentator.

Transportminister Magnus Heunicke (S) har fået en særdeles god start på sin nye post, som han overtog i februar. I en måling blandt vælgerne foretaget af YouGov for metroxpress scorer Heunicke 3,34 ud af 5 point, og han er dermed blevet den mest populære minister, efter at han debuterede som nummer fire med en score på 3,14. »Han kender trafikområdet, er gået til det med krum hals og kommet med klare meldinger. Han langer ud efter DSB, hvis togene ikke kører regelmæssigt – det tror jeg, at folk synes er forfriskende,« forklarer Altingets politiske kommentator Erik Holstein til metroxpress. Heunicke er også skarp på de sociale medier, og det er en anden del af forklaringen, mener Benjamin Rud Elberth, der var digital chef hos Socialdemokraterne i 2008-12 og i dag har samme titel hos konsulentbureauet Geelmuyden.Kiese. »Han giver rigtig meget af sig selv og udtrykker personligt følelser og frustrationer og tager folk med i sin idéskabelse,« siger han til metroxpress.

BNB