Fredag deltog den danske politiker Erik Høgh-Sørensen (DF) i et nyhedsindslag på BBC og en såkaldt ‘Q&A’ på mediets Facebook og Twitter-profiler. Her kunne brugere stille spørgsmål til den danske politiker, der dog hovedsagligt fremstår som ekspert i programmet, om Danmarks forhold til EU. Men han burde slet ikke stille op til den slags som ekspert, mener den tidligere transportminister Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne.

Han anklager folketingskandidaten fra Dansk Folkeparti for ‘at fylde udlandet med løgn’.

»Han burde ikke stå i et fremmed lands medie og tale sådan på danskernes vegne som en uafhængig ekspert på danskerne. Han fremlægger danskernes holdning fuldkommen forkert og efter sin egen politiske overbevisning,« siger Magnus Heunicke til BT.

Det bliver kort nævnt på mediets Facebook-profil og i den efterfølgende video, at Erik Høgh-Sørensen er politiker fra DF, men det fremgår ikke af BBCs tv-indslag.

BBC sagde Erik Høgh-Sørensen, at danskerne formentlig ville stemme for at følge briternes eksempel og forlade EU, hvis der var valg i morgen. Og det er den påstand, Magnus Heunicke er sur over.

»Briterne er jo meget rådvilde i øjeblikket. Og så hører de på BBC, hvad vi gør i Danmark fra en dansk ekspert, som fremlægger en meget farvet holdning. Men det kan briterne jo ikke vide. Han (Erik Høgh-Sørensen, red.) bør kun udtale sig som kandidat og politiker for Dansk Folkeparti og ikke som ekspert,« siger Magnus Heunicke og tilføjer:

»Jeg synes faktisk, det er ret alvorligt, når man på den måde gør sig til talsmand for danskerne i store medier på uærlig vis.«

Der er endnu ikke foretaget en meningsmåling om danskernes forhold til at forlade EU på denne side af Storbritanniens afstemning torsdag. Derfor mener Magnus Heunicke ikke, at Erik Høgh-Sørensen kan sige, som han gør til BBC, og slet ikke som ekspert.

'Heunicke er bare misundelig'

Erik Høgh-Sørensen tager dog kritikken med ro. Han mener ikke, at Magnus Heunicke har sat sig ordentligt ind i tingene.

»Kritikken savner ethvert grundlag og Magnus Heunicke ser ikke ud til at have sat sig ordentligt ind i tingene. Det første, der bliver sagt i indslaget er, at jeg er DF'er, men at jeg ikke taler på partiets vegne,« siger Erik Høgh-Sørensen til BT.

Han har igennem fem år været korrespondent for nyhedsbureauet Ritzau i Bruxelles, og han mener derfor, at han godt kan kalde sig ekspert på EU-stof.

Magnus Heunicke mener derimod ikke, at Erik Høgh-Sørensen kan udtale sig, som han gør på BBC som ekspert på danske forhold.

»Han er jo aktiv kandidat for Dansk Folkeparti, og kombineret med hans fejlagtige fortælling til udlandet om, hvad vi danskere synes, skaber nogle grove fejlfortolkninger. Han står simpelthen og fylder udlandet med løgn om vores fædreland,« siger Magnus Heunicke om Erik Høgh-Sørensens medvirken i BBC.

Den påstand er Erik Høgh-Sørensen dog langt fra enig i.

»Jeg synes, Magnus Heunicke skal tale ordentligt, og jeg kan afvise hans påstand som grundløs. Ens politiske modstandere kunne jo også tænkes at have en pointe. Det har Heunicke så bare ikke her,« siger Erik Høgh-Sørensen, som mener, at Magnus Heunicke mest af alt bare er misundelig over, at det ikke var ham, BBC ringede til, da de skulle bruge en dansker til at udtale sig.

Det afviser Magnus Heunicke dog.

»Jeg er ikke misundelig, og jeg synes, at det siger alt om, hvilket niveau han argumenterer på, hvis det er hans svar på kritik. Han virker ikke, som om han er særlig stor ekspert i noget som helst, hvis det er hans eneste argument,« siger Magnus Heunicke.

Landsskadelige udtalelser

Magnus Heunicke efterlyser handling fra Dansk Folkeparti, som han mener bør tage afstand fra Erik Høgh-Sørensen, som efter Magnus Heunickes mening spreder løgnehistorier.

Det bliver der dog ikke noget af, siger Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen.

»Det, der nager Magnus, er jo, at Erik Høgh-Sørensen er DF’er. Hvad med Mogens Lykketoft, som sidder og gør sig klog på TV2 News. Han er jo socialdemokrat. Det må man jo tage afstand fra i samme åndedrag. Det er helt skudt ved siden af,« siger Søren Espersen til BT om Magnus Heunickes kritik.

Magnus Heunicke står dog fast på sin kritik af Erik Høgh-Sørensen og kalder hans udtalelser for landsskadelige.

»Når udlandet ser på Danmark, så skal de have et retvisende billede af, hvad vi er for en nation, og af hvad danskerne egentlig mener. Så skal vi ikke have folk, som kalder sig for eksperter og fortæller løgnehistorier om danskerne. Det er uværdigt og direkte skadeligt for vores fædreland og for vores danske interesser,« siger Magnus Heunicke.