____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvordan skal fremtidens folkeskole se ud?

Det er et af de fire hovedemner, der i dag mandag og tirsdag drøftes på regeringens seminar på Hesselet på Fyn.

De fire ansvarlige ministre skal komme med oplæg indenfor hovedområderne. Undervisningsminister Christine Antorini (S) skal således komme med et oplæg til, hvordan lærerne i folkeskolen kan komme til at arbejde mere og hvordan skolebørnene kan få en anderledes skoledag, hvor fagene integreres mere i hinanden. Og hvor de får mere undervisning - især i dansk og matematik.

Det skal munde ud i et oplæg til en ny folkeskolelov inden nytår. Regeringens generelle ideer fik stor plads i statsminister Helle Thorning-Schmidts åbningstale i Folketinget 2. oktober.

Det var her hun anskueliggjorde regeringens planer ved at snakke om en 13-årig dreng i 7. klasse, hun kaldte Emil:

- Skoledagen kan for eksempel starte med matematik. Klassen lærer om vinkler, grader og procenter. Matematikken er flyttet fra klasselokalet til skolens værksted. Her er Emil i gang med at bygge et fuglehus sammen med tre andre fra klassen. Og så er det tid til sport for flere af de store klasser. Her er lærere og pædagoger sammen om aktiviteterne.

- De næste timer har Emil dansk. Der er ro i klassen, for alle har været ude og i gang i løbet af dagen. Nu fordyber de sig i grammatik og tekstanalyse. De arbejder i grupper, hvor de laver boganmeldelser som podcast. Emil glæder sig til næste time, hvor han har medier som valgfag. Her skal han i gang med at lave en hjemmeside sammen med venskabsklassen i Manchester, sagde Helle Thorning-Schmidt.De andre hovedemner er vækst, integration og EU. Men man skal ikke forvente de store udspil fra regeringsseminaret her lige efter indgåelsen af finansloven, oplyser regeringskilder.