SF skal have en stærkere profil på velfærd, uddannelse og miljø, mener partileder Annette Vilhelmsen. En ministerrokade skal være med til at skærpe partiets velfærdsprofil

SF-formand Annette Vilhelmsen vil styrke partiets profil på områder som velfærd, socialpolitik, uddannelse og miljø, der taler til den klassiske SF-vælger. Det skal ske som led i en ny strategi, der skal danne grundlag for en korrektion af partiets politiske kurs i de kommende år.

- Som jeg ser det, skal vi være stærkere og mere præcise på velfærdsområdet. Jeg tænker blandt andet på den borgernære sundhed, daginstitutionsområdet og folkeskolen, siger Annette Vilhelmsen til Berlingske.

Med sin udmelding lægger Vilhelmsen op til et kursskifte i forhold til tidligere skatteminister Thor Möger Pedersens profilering af SF som et parti med et mere snævert fokus på hårdtarbejdende lønmodtagere. I fremtiden skal profilen bredes ud, og af samme grund er der et ønske i SF-toppen om at få byttet rundt på ministerposterne i regeringen inden næste valg, erfarer Berlingske. Et stærkt ministerium på velfærdsområdet står højt på ønskelisten i SF, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbner op for en ministerrokade.

Vilhelmsen afviser selv at kommentere på det konkrete indhold af en ministerrokade.

- Det er jo ganske hypotetisk. Jeg kan ikke sige noget om ministerier eller ressort, eller hvor vi kommer hen efter en rokade, siger Annette Vilhelmsen.

Hun vil hverken be- eller afkræfte, om Villy Søvndal risikerer at måtte forlade Udenrigsministeriet ved en rokade.

- Jeg synes, Villy er en dygtig udenrigsminister, konstaterer hun.

Den nye SF-ledelse ser et potentiale i at udskifte enkelte af SFs økonomiske ministerposter inden for erhverv, skat og handel, som ikke taler til de klassiske SF-vælgere. Men valgforsker og lektor ved Aarhus Universitet Rune Stubager advarer SF mod at forvente stigende vælgertilgang med strategien.

- SF vender tilbage til rødderne. Men det er ikke nok at sidde i nogle velfærdsministerier, når der alligevel ikke er penge til en ny venstreorienteret dagsorden. Jeg mener, der var mere perspektiv i Villy Søvndals strategi om at appellere til den svagere stillede arbejderklasse, der cykler hen over midten i dansk politik, siger Rune Stubager.